Asfalt

Han krøb sammen. Den ene arm beskyttende over ansigtet, den anden hen over hovedet. Smerte. Glødende gnistrende smerte. Dybe jag gennem kroppen. Ondskab som forplantede sig i hulrummene dybt inde bag øjenhulerne. Hobede sig op som en dunkende knude i brystet. Nægtede at lade sig formilde. Insisterede på at fortsætte sit tilintetgørende korstog med en skarp diskant hylen i ørene. Og som trumf en gennemtrængende smag af jern.

Forsigtigt rettede han fingrene ud. Lod spidserne følge det grove mønster, hvor han lå. Fik begyndelsen af en tanke, men gav slip igen. Lava måske. Og dér en forhøjning. Et lille bjerg. Flere sprækker. Så noget blødt og bøjeligt. En blomsterstængel uden tvivl. Gav et lille blop, da den knækkede. Hans fingre klistrede. Den blomst kendte han. Barndomserindringer blandet med sødme og varmt gult listede forbi. Hårdt og blødt, levende og dødt.

En duft trængte igennem. Velkendt, men samtidig glemt. Jaget væk af en overvældende kvalme. Huskede svagt dens berusende evne til at skabe - skabe glæde med sin krydrede duft en solrig sommerdag i regnvejr. En varm fugt trængte op fra det ujævne og hårde underlag. En behagelig fornemmelse. Lys forsøgte forgæves at bore sig ind, men øjnene tillod ikke nogen form for bevægelse. Den blitzende blændende virkelighed måtte vente lidt endnu. Han anede ikke hvor han var eller hvor han lå. Han vidste ikke hvad der var sket, kun at kroppen var som lammet og selv en lille bevægelse sendte en myriade af syle gennem hver en nervespids.

Han måtte have døset et øjeblik. Kvalmen tog til og lagde endnu en hindring for øjenlåg, der ihærdigt forsøgte at overvinde mørket. Fingrene genoptog deres langsomme søgen og fandt bittesmå sten og sandkorn undervejs. Det grove underlag stoppede brat og endte i en kold metalliske kant. En runding. Et tydeligt mønster med et utydeligt motiv. Hængsler og et massivt dæksel, som måtte kræve en umenneskelig styrke at lukke op. Som øjenlåg.

Stemmer i det fjerne og så helt tæt på. Et par kyndige fingre på siden af halsen. Et beskyttende dække hen over skuldre og krop. Det lugtede af støv og af sol. En stemme helt tæt ved hans øre. Ord og betydning fortabte sig, men klangen af opmuntring og varme var ikke til at tage fejl af. En stille glæde forplantede sig og dulmede kroppen. Dér, en sprække af lys.

På vid gab

Boulevard Péripherique. 70 porte. Linie 13. 14. arrondissement. 13. etage. Så langt oppe havde jeg da vist aldrig været før. Min udlejer sad inde i stuen i mørket med sammenknebne øjne i håb om, at han kunne ane, hvad der skete på den kodede og flimrende Canal Plus. Det påstod han i alle tilfælde, at han kunne. Sær starut. Mere uforudsigelig end rigtig godt var, viste det sig senere hen. Jeg havde pakket ud, ikke at det var så stor en opgave, og kunne konstatere, at rigtigt hyggeligt ville det lille værelse aldrig blive. Men det havde sin helt egen magi. Jeg sad på en stol mens mørket faldt på og kiggede stille ud ad vinduet. Fulgte lyskeglerne hen over himlen. Den var god nok. Jeg var lige her lige nu. Ikke så langt fra, hvor jeg sad, lyste et af verdens kendte vartegn op. Tårnet, der havde sin helt egen historie, som aldrig var ment som andet end et midlertidigt bygningsværk, og som blev bygget som indgangsport til verdensudstillingen i 1889. Det var en hyldest til hundredeårsdagen for den franske revolution og planen var, at det skulle rives ned igen efter 20 år. Nu mere end 100 år efter stod det der endnu. Dengang var der stor røre omkring projektet. Man mente, at Monsieur Eiffels design var et mislykket forsøg på at skabe en kunstnerisk bygning uden hensyn til almindelige regler for ingeniørkunst og arkitektur. Intet kunne være mere forkert. 

Jeg stod af nattoget fra København til Gare du Nord på min første interrailtur, min første tur ud i verden på egen hånd. 16 år og begavet med ubekymrede forældre. Udstyret med økonomipakken fra Harald Nyborg: Rygsæk - ikke særlig ergonomisk. Telt - ikke specielt stort eller tæt for den sags skyld. Sovepose og underlag, der kun egnede sig til meget unge og endnu ikke komfortkrævende kroppe. Dér blev jeg mødt af en søvndrukken storby. Kølig luft, nyspulede gader, trafikstøj, kaffeduft, gauloises, snak, dyt, råb, merde. Bienvenue tout le monde! - Dengang stod jeg ved porten til min uddannelse, til mit voksenliv, min rejselyst. Men det eneste, der stod rigtigt klart for mig den morgen var, at der var lavet en åbning så stor ind i min sjæl og mit hjerte. En gang for alle fik jeg slået fast, at den by var min.

(Der er masser og atter masser af funfacts om Eiffeltårnet, som fx at vedligeholdelsen af det kræver 40 tons maling hvert syvende år)

Gjør en innsats - faire un effort - anstränga sig - make an effort - sich anstrengen - gøre sig umage

Umage er faktisk sådan et fint dansk ord. Unikt endda, når man sammenligner det med andre sprog. Man kunne godt i stedet sige ‘anstrenge sig’, ligesom de så også gør i mange andre lande. Men umage… prøv at smag på ordet engang. Umage. Der er bare noget …. ja tiltalende over det.

Lige i skrivende stund, er der en ny restaurant i København, der har travlt op til åbningen. Og det er gode madglade mennesker, der står bag. De har valgt at deres restaurant skal hedde Umage. Det er da et fuldstændigt mageløst navn.

Hvis ikke man som restaurant kan love sine gæster at gøre sig umage med at købe de bedste råvarer, med at give fisken, skaldyrene, kødet, grøntsagerne og saucen den bedste behandling og tilberedning, inden de så bliver serveret på lækker og appetitlig vis, jamen så glem det! Så er det ikke mad, jeg gider at bruge mine smagsløg på. 

McDonalds gør sig også umage. Bare på en helt anden måde. De gør sig umage med, at alle burgere skal være præcis de samme over hele verden. Samme størrelse. Samme udseende. Samme smag. Og det er i øvrigt en præstation af format. At de så bliver præcis lige kedelige eller præcis lige fyldte af sukker og fedt, ja det er rigtigt nok, men de har nu alligevel gjort sig umage. Så behøver jeg til gengæld heller ikke gøre mig umage, når jeg som turist pludselig trænger til et hurtigt fix, noget mad i en fart. Går jeg på McDonalds, så ved jeg jo præcis, hvad jeg får. Ingen overraskelser dér, hverken ønskede eller uønskede.

At være umagen værd. Gad vide, hvad det betyder at være umagen værd? Det var næsten ikke umagen værd, at køre op på toppen af bjerget, fordi ..… Det var ikke umagen værd at åbne en god flaske vin for netop hende, da hun ..… Det var bestemt umagen værd at indføre målbare fokusområder, for nu …… Og måske kunne det godt en anden gang være umagen værd, at gå hele vejen til toppen, fordi …. 

Umage har også en anden betydning. Nogle gange i den negative retning, som i at være lidt gal, underlig, sær måske endda tosset. På engelsk er man i de tilfælde bare 'od'. Man kan også være et umage par, som serien 'Dharma & Greg' blev døbt. Knapt så negativt, men alligevel heller ikke helt positivt.

Jeg har længe gået og funderet over et eller andet, der ikke makkede sådan helt ret, men uden jeg har kunnet sætte præcise ord på. Der var bare noget, der kradsede. Og det blev ved med at kradse. Nogle dage mere end andre. Jeg var godt klar over, at eget humør og verdensbillede den pågældende dag, havde sin indvirkning. Men heller ikke det hjalp mig til at komme nærmere svaret. Ind imellem blev jeg ked af det. Andre gange temmelig sur og vrissen. Men for det meste trak jeg bare på skuldrene. Måske i en slags afmagt. Opgav at kunne forstå det, eller af at kunne ændre på noget. 

Det tog mig ret lang tid at komme i mål. Nu kan jeg egentlig ikke forstå, hvorfor det dog kunne tage så lang tid. Det var jo soleklart. Svaret lå lige dér. Måske var det fordi erkendelsen eller klarsynet gjorde ondt. Gør ondt, mens jeg skriver det. Og du skal vide kære ven, at det gjorde ekstremt ondt den dag, det gik op for mig, at du ikke længere gjorde dig umage. Ikke længere havde lyst.

Læderjakke og morgenhår

Hvorfor gjorde hun det … hvad gik der af hende? Mille havde stået ved siden af ham ved køledisken, og igen henne ved konserves, hvor han kiggede op et øjeblik og hun syntes han så på hende med et ret så intenst og nysgerrigt blik. Hun kiggede lidt forvirret ned ad sig selv, var der gået et eller andet galt i hendes påklædning? Næh, ikke umiddelbart. - Han var ret høj, mørkhåret, lidt pjusket sådan nærmest morgenhårsagtig med en hvid Amnesty International T-shirt under læderjakken. I virkeligheden slet ikke hendes type, hvis altså hun overhovedet havde sådan én. Men der var noget. Smilet. Det var det der lidt skæve smil, var næsten mere, end hun kunne stå for. Så det senere i forbifarten, da han i frugt og grønt spurgte en ansat efter forårsløg og kvitteret med et tak og så igen det der smil. Hun blev helt varm og tænkte, at havde det dog bare været hende, der vidste noget om forårsløg. Da hun stod i den længere-end-helt-godt-var-kassekø gik hun i stå midt i en tanke, og fik rettet blikket på uendeligt. Havde i det øjeblik glemt alt om læderjakkefyre og morgenhår og var nu i gang med noget langt mere nutids-jordnært, da hun visuelt forsøger at genkalde sig, hvad køleskabet egentligt indeholdt af grøntsager. Lige efter spidskålen mærkede hun, at hun ikke længere var bagerst i køen. Det var nærmest som om, hun kunne mærke en udstråling af kropsvarme helt tæt på hende, blandet med en rar og samtidig grøn duft, sådan lidt som duften af friske træspåner, mens et træ bliver fældet. Hun snusede helt ind, lukkede øjnene og var tilbage i kolonihaven, mens hendes far fældede det store gamle fyrretræ. Han havde ment, at det var for dominerende og stjal af sollyset. Hun åbnede øjnene og så, at hende med den lilla hue havde rykket en plads fremad i køen, så der nu var opstået et lille hul i kæden. Hun gik fremad med et lille stille ups og sendte et undskyldende blik bagud, og dér var det smil igen. Og der var varmen. Det var da ligegodt pokkers. Hvad skete der lige dér og så på en helt almindelig gråvejrstirsdag? Det blev hendes tur, hun nærmest smed sine varer op på båndet, og havde bare lyst til at flygte ud ad døren uden sine ting og hjem i sikkerhed i sin lejlighed. Men hun besindede sig alligevel og gik roligt ned for enden for at pakke. Og hver gang hun kiggede op, kiggede hun ind i de der nysgerrige smilende øjne. De fik hende til at fumle lidt og endte med en bulet indkøbspose helt ude af balance, og slet ikke hensigtsmæssig i forhold til hendes cykelkurv. Hun rodede et øjeblik i lommen for at finde pungen med dankortet, og kom samtidig til at hive et af hendes lidt medtagede visitkort med op. Var lige ved at putte det tilbage i lommen, men gik i stedet tilbage til automaten for at betale. Mens hun stak bonnen ned i pungen vendte hun sig mod ham. Det var en pludselig indskydelse, anede ikke, hvad der gik af hende. Kiggede ham lige ind øjnene, rakte ham visitkortet og sagde ‘du tabte da vist det her’. Vendte igen ryggen til, greb den bulede indkøbspose og gik med lange beslutsomme skridt ud til cyklen uden egentlig at trække vejret undervejs. Turde ikke kigge sig tilbage, hoppede op på cyklen og trådte hårdt til for at komme væk hurtigst muligt.

Da hun igen havde fået vejret, smidt jakken og var begyndt at pakke sine varer ud, kunne hun nu alligevel ikke lade være med at smile af sig selv. Hvorfor havde hun dog gjort det? Han måtte da synes hun var en komplet landsbytosse. Kendte faktisk godt svaret, for her et år efter eller mere, spøgte ham fyren fra metroen stadig. Hun havde været på vej ind mod byen, da hun fik øje på ham. Han sad skråt over for hende. Havde sådan et smukt mørkerødt hår og var bare ….. ja pæn. Deres øjne havde mødtes et par gange. Hun havde hele vejen raflet med sig selv, om hun turde tage fat i ham og spørge om de skulle drikke en kop kaffe sammen, og var lige ved at rejse sig, men så blev det pludselig Christianshavn, og fyren stod af, uden hun havde mælet et ord. Hele vejen hjem havde hun skældt sig selv ud, for hvad ville det værste være, som kunne være sket? Ja en venlig afvisning ikke? Et sødt smil og et ‘tak, men nej tak’. Men når man ikke engang tør spørge, sætte sin egen røv på spil, ja så kan man sgu da heller ikke forvente noget overhovedet. 

Egentlig var hun kendt for at være mere impulsiv end helt godt var. Havde et par gange i sin kærestesøgnings-karriere også kastet sig ud på dybt vand ved at have deklareret sin betagelse til en eller anden fyr, som hun havde set sig varm på. Lars på hendes job for eksempel. Han var ikke bare sød og lækker, men også intelligent og et helt igennem godt menneske. Hun havde dengang været temmelig sikker på, at hans skønne smil kun blev sendt i hendes retning og var en smule flirtende. Mens det i virkeligheden var sådan, at det blev sendt til alle kvinder, nej alle uanset alder og køn. ’Nej tak’et’ havde været lidt smertefuldt. Pinligt. Især bagefter, da hun gik og talte ned til sig selv med et ‘ja, hvad havde du egentlig forventet Mille? Du når da ikke fyren til sokkeholderne. Hvad skulle han dog med sådan én som dig?). Og så var den diskussion ligesom lukket og tilbage var der kun et lille ømt område, lidt som et blåt mærke, som ind imellem kunne finde på at dukke op, hvor man mindst ventede det. At tænke på sig selv i en pinlig situation, man selv har bragt sig i, sådan lige ud i den blå luft, mærkede rigtig meget som en mavepuster. 

Hun skubbede de smårådne tanker væk igen. Hvad kunne de overhovedet bruges til? Fandt de tre små aquafarvede vaser frem og begyndte at arrangere sin 20-kroners rosenbuket i dem, mens fødderne vippede med på  funknummeret i radioen. Det ringede på døren. Hendes underbo sikkert, som hun havde købt et par liter mælk til. Han gik med armen i slynge, et brækket kraveben på skituren, så han var glad for at undgå at skulle gå og slæbe på alt for mange varer. Så på det seneste havde hun sendt ham en sms, hvis hun skulle ud og handle. Ikke noget besvær. Hun greb et æble i forbifarten og gik ud og lukkede smånynnende døren op for ham. ‘Hej, giver du en kop kaffe’? Hun nikkede bare og trådte lidt til side, så både smil, øjne, forårsløg og læderjakke kunne komme forbi hende.

Billetmærke 191270

Deres veje havde faktisk krydset hinanden ikke så få gange. En af gangene var det til Per’s 60 års fødselsdag. Dér havde de endda givet hinanden hånden, smilet og præsenteret sig. Men for dem, som for så mange andre, blev både navn og ansigt hurtigt glemt. En anden gang var, da hun på vej ud til en veninde, der havde fået sig et lille hus i en haveforening, ikke kunne finde ud af retningen. Hun var lige stået af toget i Herlev og var usikker på, om hun skulle gå til højre eller venstre i tunnelen. Havde spurgt en pæn jævnaldrende mand, som var på vej op ad trapperne til perronen. Han var mere stedkendt og havde beredvilligt peget og givet hende et par ankerpunkter at gå efter. Dér havde hun dog lige nået at tænke, at han havde rare øjne og et godt smil, men også virkede en smule bekendt. Og et ukendt antal af gange kørte de i ovenikøbet i den samme bus gennem København. En enkelt gang havde de også haft øjenkontakt og en måske begyndende genkendelse, men så skulle hun af, og øjeblikket forsvandt igen.

Arbejdet havde altid fyldt det meste. Han kunne godt fortryde det lidt engang imellem. Vidste godt, at han på mange måder havde ladt sine tidligere kone lidt i stikken. Og det blev han ved med at være ked af resten af sit liv. Det er aldrig sjovt i et ægteskab ikke at være første prioriteten, måske ikke engang være på andenpladsen. Men gjort var gjort og kunne ikke laves om. De havde nu været skilt i mange år og var heldigvis endt ud som gode venner efter en tid. Ikke kun for deres søns skyld, men et venskab blev alligevel til alles fordel. For hende havde skilsmissen sådan set ikke budt på særlig store omvæltninger. Han var jo alligevel det meste af tiden ude at rejse, hvor hun så måtte stå for alt det praktisk derhjemme. Til gengæld var det for ham lidt af et slag i ansigtet og måske også et nederlag. I starten var det en temmelig trist oplevelse at lukke sig ind i lejligheden efter en rejse. Ingen duft af aftensmad, i stedet en kedelig lugt af indelukkethed. Ingen overstrømmende velkomst af hans søn. Nu gjorde stilheden nærmest ondt. Selv planterne hang med hovedet, var brune og gule og havde tabt flere blade i vindueskarmen. Besluttede en dag at opgive at have levende planter overhovedet. Ikke engang en kaktus, da den bare ville blive endnu et sørgeligt eksempel på hans ensomhed. I stedet fortsatte han med at begrave sig i sit videnskabelige arbejde. Rejste så meget han kunne. Et hotelværelse var klart at foretrække fremfor lejligheden, ikke mindst hvis han skulle blive i en længere periode. Han sørgede også ofte for at have en dag eller to for sig selv på de kortere ture. Han nød at opleve nye steder, byer og ikke mindst alle typer spændene nye retter. Han elskede følelsen af at leve og han levede bare bedst, når han ikke var alene hjemme i lejligheden i København. Til gengæld havde han stadig brug for en base, når han en sjælden gang havde sønnen overnattende. Og på den måde gik der nogle år. Hans ex giftede sig igen. Hans søn fik søskende. Han formåede trods rejserne at følge så godt med han kunne i sønnens liv, men da han ramte teenageårerne kom der alligevel en afstand mellem dem, som ikke lige sådan kunne rettes op. Først langt senere fik de to bevæget sig ind på hinanden igen.

Solen ramte hende lige i ansigtet, og klokken var endda kun 5, da hun slog øjnene op. Kunne selvfølgelig godt have trukket gardinerne for, da hun gik i seng i går aftes, men så ville hun jo ikke kunne ligge og nyde den klare fuldmåne og stjernerne, inden hun faldt i søvn. Hun hoppede ud ad sengen og kastede bare en løsthængende afrikansk mu mu over hovedet i de der klare, blågrønne turkise farver, som hun elskede. Gjorde altid glad en morgenstund som denne. Og det hastede jo ikke med at blive klar til noget endnu. Hun tændte radioen på P4, hvor det stadig var Hans Otto Bisgaard med sin Morgenstund, der var på. Klokken 6 startede radiodagen først for alvor. Hun smuttede i bad og stod som sædvaneligt dér og småfilosoferede og fik nye gode idéer. Hun arbejdede stadig og elskede sit job, men havde valgt, da det nu var muligt på hendes arbejdsplads, lidt efter lidt at gå ned i tid. Mest for at det den dag hun skulle pensioneres, ikke blev alt for stor en omvæltning og at hun undervejs havde fået skabt sig et par fritidsfornøjelser udover det frivillige arbejde, hun allerede gjorde for Røde Kors. Det var lidt svært økonomisk at få det hele til at slå til, som det jo er, når man står alene med alle omkostningerne. Men hun ville så nødigt skille sig af med sin lille blå bil. Den bandt alligevel så meget sammen og gjorde livet nemmere i flere sammenhænge. Men at sælge den, kunne meget nemt blive enden på det. Alternativt kunne hun sælge sit lille rækkehus og downsize til en lejet lejlighed i stedet. Men nå, det hastede ikke med den slags beslutninger endnu. Det gik jo. I dag onsdag var det en halv fridag. Om hun kom morgen eller eftermiddag var helt op til hende. Lidt luksus. Men da hun jo allerede var vågen, besluttede hun sig for at gå tidligt på job i dag og måske mødes med Marie til en lidt sen frokost. Det var altid hyggeligt, og de to havde aldrig problemer med at finde noget at snakke om. Nu gik deres venskab jo også temmeligt lang tid tilbage. Nærmest en menneskealder. Helt til dengang de som unge begge læste på universitetet i Århus. Et dyrebart venskab. Marie havde vist sig at være vel nok den mest loyale veninde, man kunne tænke sig. Det var ikke så få gange, at hun havde stødt til, når der var problemer af den ene eller anden art. Om det så var med at få passet én af børnene for en kortere eller længere periode, når der ikke havde været plads i den lokale børnehave. Eller dengang skilsmissen blev en realitet og hun i den grad faldt ned i et sort og ildelugtende psykisk hul. Marie havde været der. Grebet hende så godt hun kunne i faldet. Havde talt med hende i telefonen i timevis, i de mange søvnløse nætter der fulgte, til trods for at de jo begge skulle på job dagen efter. For det og for så meget andet ville hun være hende uendeligt taknemmelig. Havde ikke haft så forfærdeligt mange chancer for at ‘betale tilbage’, men det regnskab, var der alligevel ingen af dem, der holdt.

Årerne i Schweiz var i starten som at få livet tilbage i alle dens nuancer. Han lavede det han kunne lide. Hans forskning tog igen fart efter et par år, hvor der ikke var sket specielt banebrydende ting. Han nød sparringen med både sine kolleger og de studerende. Og tiden der, blev også starten på, at han for alvor lukkede op for andre behov end bare det at arbejde. Han havde haft et par løse forhold undervejs, men ikke noget, der havde udviklet sig til noget seriøst. Han havde også tidligt i sin karriere besluttet hverken at date kolleger eller studerende. En beslutning han ind imellem havde vaklet lidt i, men som han i sidste ende, havde holdt fast på. Det kunne ikke andet end bringe problemer med sig. Men da så også firmapolitiken på Bern universitetet var klokkeklar lige omkring det punkt, var der slet ingen grund tvivl i hans sind. Det var lidt før, at de mange dating-sites tog fart for alvor. Noget han senere erfarede heller ikke lige var en metode, han brød sig om. Ikke fordi der ikke var masser af dating-potentiale de steder, men mere fordi det mest af alt føltes som at shoppe i et stort kærligheds- og sexsupermarked med kun et minimum af forpligtelse i de forhold, der måtte opstå. Så både dengang, men også senere i livet forsøgte han sig med en kontaktannonce i avisen i stedet. Det skulle så vise sig at være lidt vanskeligere end først antaget. Pludselig skulle han inden for et vist antal anslag ret præcist formulere noget om hvem han var og hvad han drømte om. Men som med alt andet gik han til opgaven på en noget nær videnskabelig måde. Testede blandt andet undervejs, hvilke ordvalg, der gav den bedste respons og hvor vægten skulle ligge ift hvem han var og hvad han søgte. Og efter et stykke tid gav indsatsen pote. Han mødte den jævnaldrende Jacqueline, der havde sin egen lille indretningsbutik og de to nød hinandens selskab både i og udenfor sengen. Hun var varmblodig. Det var han i virkeligheden også, han havde nok bare forsøgt at undertrykke den del siden sit forliste ægteskab. De fortsatte med at bo hver for sig, men endte alligevel med at tilbringe de fleste weekender sammen og mindst én hverdagsaften og nat. Det var som oftest i Jacquelines hus, for hun boede noget mere hyggeligt end han i den lidt tomme lejlighed. Og på den måde var han nærmest lykkelig i en del år. I alle tilfælde noget lykkeligere, end han havde været i lang tid forud.

Den friskbryggede kaffe duftede himmelsk. Hun nippede forsigtigt til den, mens hun lavede sig et par skiver ristet rugbrød til den til evig tid elskede Riberhus. Der var masser af tid, så hun kunne også lige nå at tjekke Facebook og mailen, for at se, om der var lidt nyt dér. Begge børnene havde sådan set rigeligt at se til med små børn og travle jobs, men ind imellem kom der alligevel en kort mail til hende, eller et opslag, der gav små indblik i deres gøren og laden. Hendes datter var endt i Ålborg efter endt uddannelse, mens sønnen havde holdt sig på hjemmebane tæt ved København og vennerne. ‘Hej mor, giver du tidlig aftensmad på fredag … hjemme hos os? Vi kunne godt tænke os at gå i biffen, så hvis du så vil se efter ungerne et par timer’? ‘Selvfølgelig gør jeg da det’ skrev hun tilbage og smilede ved tanken om at få lov til at fortælle godnathistorie for de yngste af hendes 4 børnebørn. Vidste ikke noget bedre, end at sidde med et træt, nyvasket og duftende lille væsen på skødet og fortælle nogle af yndlingshistorierne. Mester min Mester af Thomas Vinding var én af dem. Ole Lund Kirkegaard og Astrid Lindgrens bøger var selvfølgelig også blandt favoritterne. Ind imellem blev hun presset til at fortælle om dengang deres far eller mor var børn eller hende selv for den sags skyld. Og så sørgede hun for at smøre rigeligt på, så de til sidste sad med sammenknebne øjne og sagde ‘nej vel farmor? Nu lyver du, og det må man ikke vel?’ Hun smilede ved sig selv. Dejligt at have noget at glæde sig til sidst på ugen. Dejligt at have dem så tæt på. Dejligt at være til nytte. Hun fik pakket sin taske. Lagde regnjakken med ned i cykelkurven, mens hun fløjtede videre på den forfærdelige sang, hun lige havde hørt i radioen. Vejrudsigten havde truet med regn hen på eftermiddagen. Bedre at være forberedt. Og der skulle virkeligt dårligt vejr til, at hun tog bilen i stedet. Solen var begyndt at varme for alvor, og der var ikke en sky at se på himlen.

Årene i Schweiz var fløjet, og før han egentlig havde planlagt det, fik de så også en ende. Fondene, som tidligere havde vist interesse i hans forskningsfelt, var knapt så rundhåndede som tidligere. Hans fakultet havde til og med fået ny visionær ledelse med fokus på forskning, der lå lidt uden for hans ekspertise - også interesse for den sags skyld. Så det var så som så med motivationen. Han kunne for så vidt godt være blevet og fortsat med at arbejde på universitetet primært som forelæser, men det kunne han godt mærke ikke ville være helt tilfredsstillende i det lange løb. Så hen over en weekend tog han en endelig beslutning. Han ville sætte sit netværk igang i det danske med det formål at finde job og bolig i København inden for den nærmeste fremtid. Efter et halvt års tid opstod de muligheder næsten samtidig. KU havde en senior-stilling, der i hans situation var svær at takke nej til. Det var måske ikke præcist det job, han havde håbet på, men det var klart bedre end det nuværende. Ovenikøbet var det i et fakultet, han allerede kendte ud og ind og som var så ukompliceret rent politisk, som det overhovedet var muligt. Hans søsters søn, som netop var færdig med sit studie, stod for sælge sin lejlighed på Nørrebro. Og købte han det, kunne købet både gå relativt stærkt og til økonomisk fordel for begge parter. Så tiden var på alle måder moden. Han valgte at sige sit professorat i Bern op og afviste venligt al form for afskedsståhej. Ville bare gerne stille og roligt bakke ud af sit job og ud af Schweiz. Det mest vanskelige i den her beslutning, var forholdet til Jacqueline. De aftalte, at de ville give langdistanceforholdet en chance begge velvidende, at det sikkert kun var for en stakket frist. Ingen af dem havde lyst til at tage initiativet til et egentligt brud. Måske var det bare lidt nemmere, hvis afstanden sådan lidt automatisk kunne tage beslutningen for dem, og på den måde lade forholdet langsomt løbe ud i sandet. Gjorde måske også mindre ondt på den måde.

Hun klukkede helt ned i maven med tårerne trillende, og var nødt til at læse de samme passager i bogen indtil flere gange bare for at få lov til at grine højt for sig selv igen. Hun sad i venindens kolonihave en smuk sommerdag. Veninden var taget på tur til det sydlige Spanien. Alene. For sådan kunne hun bedst lide at rejse. Holdt af eget selskab af frihed og af at hun kun skulle forhandle med sig selv, når ferien skulle planlægges. De havde også ind imellem rejst sammen. Hyggeligt, så længe der bare var mulighed for noget alenetid også. Bogen hun var i gang med var svensk, og skrevet lidt efter samme koncept som Forrest Gump, som blander en helt almindelig person ind i store historiske begivenheder. Begivenheder, som bogens hovedperson, Allan Karlsson, selv var med til både at skabe og forme. Ind imellem var den lidt langtrukken, nok mest fordi de mere historiske og politiske kapitler godt kunne fylde lidt for meget i hendes mening. Til gengæld var de kapitler, der skete i nutiden helt forrygende. Forfatteren elskede tilsyneladende, helt som hun, ord i al almindelighed. Men ham her ville til enhver tid kunne vinde disciplinen ‘100 meter stafet for de længste og mest knudrede sætninger og indskudte sætninger, med de færreste kommaer og punktummer overhovedet’. Sikkert ikke den nemmeste bog at læse op fra, dog var hun helt med på, at de lange sætninger var med til at skabe hele strukturen og rytmen i bogen og ikke mindst de mange krampegrin, som hun i flere tilfælde måtte overgive sig til undervejs. Hun var desværre ved at være ved vejs ende, men som bogen havde haft for vane, var endnu to personer blevet introduceret for denne Allan Karlsson. Ægteparret Herbert og Amanda Einstein. Førstnævnte en illegitim halvbror til Albert af samme efternavn. Stik imod alle forventninger, var parret her dog noget af det mest uintelligente og uoplyste man kunne tænke sig. Noget de selv var helt på det rene med, og noget som var med til at skabe den ene situation sjovere end den anden. På det tidspunkt i historien, hvor Allan Karlsson har hårdt brug for den smule intelligens Herbert måtte kunne opmønstre, havde han forsøgt at lære Herbert en for dem begge ret så livsvigtig replik udenad. De var netop flygtet fra Gulag i Sovjet og havde nu brug for at komme til Vesten via Korea. Først måtte de forsøge at få foretræde for den nordkoreanske leder Kim il Sung. 

Og da Herbert skulle have sagt ‘Jeg er Marskal Meretskov fra Sovjetunionen, før mig til jeres leder!‘ til den kinesiske vagt, som til alt held var døddrukken, kom Herbert i stedet til at råbe: ‘Jeg er jeres leder, før mig til Sovjetunionen’. Mens hun gik inde i kolonihuset for at lave sig en kop te fortsatte hun med at more sig, samtidig med at hun svingede armen op i luften og sagde med høj teatralsk stemme: ‘Jeg er jeres leder, før mig til ….’ og måtte så igen knække sammen af grin.

Der var den der fornemmelse igen. Fornemmelsen af at den præcist samme situation er sket tidligere, måske bare i en drøm, men at der er noget bekendt ved den. Eller at den person, han står overfor i virkeligheden er én han kender, men som han ikke kan placere, og at øjeblikket suser videre, uden at han når at få detaljerne helt på plads. Den her gang var det på Herlev station. Han var på vej på job noget senere end sædvanligt, så han var lidt kort for hovedet, da en ret tiltalende kvinde med smilende øjne henvender sig til ham for at få hjælp til at finde retningen mod haveforeningerne. Tilfældigvis kunne han svare. Var med tiden blevet lidt mere stedkendt her, selvom han nok aldrig ville falde helt til i området her. Var også begyndt at kigge efter en lejlighed tættere på centrum, så han kunne cykle til jobbet. Havde lidt af samme årsag heller ikke investeret i en bil. Helt umuligt at finde p-pladser og tog og bus passede ham faktisk fint. Skulle han på en weekendtur længere væk, så lejede han bare en bil. Klart billigere i det lange løb. Ellers var han alt i alt ret godt tilfreds med at være flyttet tilbage til København. Den helt store bonus havde været forholdet til sønnen. Han var nu godt i gang med sin egen karriere, gift med et energibundt af en kvinde, der ubesværet havde trampet ind i hans hjerte og som han nu havde to børn og en hund sammen med. Hun var uden tvivl også den, der endnu engang havde talt til sin mands hjerte og fornuft, som ikke overraskende havde fået det tætteste forhold til sin far. Forklaret hvor gerne hun ville have en farfar i familien. At det var vigtigt for børnene. Og at han nu havde alle chancer for at få talt ud med ham om, hvordan det er at være barn uden sin egen fars støtte og nærvær. Så en nat for snart længe siden havde de siddet og delt en god flaske rom, og fået talt om det der var, om livet i al almindelighed og om hvordan de hver især kunne gøre noget for venskabet fremover. Han var godt klar over, at han aldrig ville kunne opnå en far-medalje, men en kop med ‘verdens bedste farfar’ blev han alligevel temmeligt rørt over til sin fødselsdag. 

Sommeren var definitivt slut og efteråret ved at blive til vinter. Til trods for hendes ellers så lette og lyse sind, blev hverdagen bare lidt mere kold og mørk. Ikke den nemmeste tid at komme igennem i et land som Danmark. I stedet inviterer den til stearinlys, tæpper, gode bøger, brændeovn, til trods for, at sådan én havde hun desværre ikke - og forskansning fremfor alt. Forskansning inden for husets beskyttende mure. Ude var hun kun lige på vej til og hjem fra jobbet. Bilen vandt nemt på en regnvejrsdag over cyklen, især hvis dagen også bød på blæst. Egentlig var hun ikke særlig stolt over det, men kulden og mørket havde det bare med at trænge ind i hver fiber af kroppen. Og faldt der sne gik hun nærmest helt i baglås. Sneen kombineret med mørket havde det med at suge al energi ud af kroppen. Havde hun så samtidig lidt for travlt på jobbet, hvilket ikke skete sjældent i januar og februar, skulle hun mere end ellers være opmærksom på sin mentale sundhed og tage sig sammen for bare at mødes med venner og familien. Hvert år besluttede hun at tage ferie i januar til noget sol sydpå, men pengene rakte sjældent. En søndag, hvor hun sad og havde lidt ondt af sig selv, mens hun så en halvdårlig amerikansk film i mangel på bedre, bankede det på døren. Da hun lukkede op og kiggede ind i Dittes smilende ansigt tungt læsset med en sportstaske, var det ikke vanskeligt at slukke TV’et og i stedet sætte vand over til te. Ditte var langt yngre end hun. Var datter af en tidligere kollega, og de to kvinder havde fra første gang de mødtes henne på jobbet haft den der uforklarlige samhøringhed. Da Ditte havde mistet sin egen mormor alt for tidligt, var de blevet enige om, at lidt ‘selvvalgt familie’ nu heller ikke var helt ad vejen. Ditte var på sidste del af sine studier på journalisthøjskolen i Århus, og nu så småt på vej tilbage. Hun havde landet et job, der hvor hun havde været i praktik, Politiken. Heldigt! Eller ingen tvivl om, at hun var dygtig og fortjente jobbet. Men alligevel lidt heldigt. Helt sikkert hendes drømmejob. Og så skulle der forhåbentligt heller ikke gå så lang tid imellem at de sås. 

Han sad lidt ved computeren og læste for vel nok 10. gang ordlyden igennem og havde flere gange taget tilløb til at trykke på send-knappen. Kunne ikke helt blive enig med sig selv, om det var patetisk og en helt umulig mission, han var ude i. Eller om det under alle omstændigheder var smartere at gøre noget end ikke. I dag var der jo alle mulige teknologiske veje at gå, men af én eller anden grund var han bare mest tiltrukket af den gode gamle metode.

Da hun gik og ryddede bordet efter teen faldt hun over en skriggrøn kuvert i entréen. Hendes første tanke var, at Ditte havde glemt det dér, men da der på fronten stod ‘Åbn mig!’ måtte de jo være til hende. Mens hun læste avisudklippet  i kuverten igennem rynkede hun først brynene, men kom så til at smile og lagde til sidst lappen tilbage ned i kuverten med et lille fnis. Tossede tøs.

Uni-professor søger efter mange år i udlandet varigt forhold til attraktiv og harmonisk (ikke-ryger) kvinde i passende alder. Jeg er fraskilt, medio 60, 183/84 atletisk bygget, aktiv og still going strong, venlig, følsom, musisk interesseret og med en ret attraktivt og pænt udseende, inkl. de skrammer livet giver, politisk anti-VK m.m.

Ja, om om hun ikke også godt skrive under på det med skrammerne. Hun satte sig ned på gulvet og hev nederste skuffe ud i reolen. Ledte lidt og fandt så den lap, hun ledte efter.

Hjælp jeg (kvinde) vil ligge i arm! Har du humoristisk sans? Har du noget mellem ørerne? Er du højere end mig (167)? Er du til sjov og alvor? Romantik??? Er vi jævnaldrende (60)? Er du lidt venstreorienteret? Jeg griner larmende og snorker, hvad med dig?

Det var igen blevet forår, vel nærmest sommer og Ditte gik og pakkede flyttekasser ud med radioen på max. Mads og Monopolet var altid en fornøjelse og som designet til netop rengøring og udpakning. Det ringede på døren. Udenfor stod hendes reserve-mormor med en pæn gråhåret herre ved sin side, og en flaske champagne i hånden. De så glade ud og holdt hinanden i hånden, da de overrakte champagnen. Ditte gjorde sig en mental note. På et tidspunkt ville hun skrive en artikel om sin vinterhobby, kontaktannoncegranskning.

Livet i al almindelighed og gærdeje

Det var frysende koldt udenfor. Køkkenet var så småt begyndt at blive lunt af min ovn. Radioen var tændt, så både musik og radioavis kunne fylde ensomheden ud. Ind imellem blev den skruet op på max styrke, for at give de bedste numre alt, hvad den kunne tage. Opfangede kun lige de første strofer, før jeg var henne ved volumenknappen. Lady Marmalade, en af sidste års favoritter. Musikken og rytmerne fik lov til at fylde rummet, men i den grad også min krop. Var alene i huset, så der var ingen at forstyrre eller undskylde overfor. Jeg blev et kort øjeblik sendt tilbage til Moulin Rouge, endnu en af Baz Luhrmann’s genistreger. Lod musikken få ordentligt fat, smådansede og sang med på de få strofer jeg kunne. Smilede mens mine hænder rutineret æltede den næste dej op. Når jeg bagte gik det nogle gange lidt amok. Sjovest, når der var gang i flere opskrifter på én gang. Ikke mindst fordi ovnen jo alligevel var tændt. Gav god mening.

‘Radioavisen klokken er 10 … Den svenske forfatter Astrid Lindgren er død 94 år gammel. Astrid Lindgren, var mest kendt for en række populære børnebøger, og vil især blive husket for Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg. I Lindgrens ældre år ….’. Jeg gik i stå midt i en bevægelse og hørte ikke resten. Tankerne fløj tilbage til de mange værdifulde øjeblikke, hvor jeg havde læst netop de bøger for mine børn. Fik klump i halsen. Mærkede en sorg og en tristhed skylle ind over mig, som var det et kært ældre familiemedlem, som JEG havde mistet og ikke én af verdens mest anerkendte børnebogsforfattere. Astrid Lindgren havde været en vigtig del af min barndom, min samtid, men også mine børns. Først nu gik det for alvor op for mig hvor vigtig. Hun havde været min bekræftelse på, at man også som voksen gerne må holde sit indre barn i live. At børn fortjener respekt, at blive lyttet til og taget alvorligt, et synspunkt langt foran sin tid. At svære emner som fx døden og mobning godt kan fordøjes i børnehøjde, bare de bliver serveret på den rigtige måde. Tænk sig, Astrid Lindgren død? Ikke nogen overraskelse, hun var jo blevet 94, men alligevel. Hun ville komme til at mangle. Jeg vendte tilbage til min gærdej og begyndte igen at ælte dog lidt mindre energisk end før. 

Da bollerne var i ovnen og kanelsneglene stod til hævning var det tid til en kop te. Først yde, så nyde. Sad og bladrede lidt på må og få i den lille biografi veninden Margareta Strömstedt, altså Lindgrens veninde, havde skrevet. Bogen havde jeg til gengæld fået af min veninde, Jeanne. ‘Astrid Lindgrens klogebog’ hedder den og er en række af små guldkorn, der samlet giver et lille indblik i hvilken fremragende og nytænkende kvinde hun var.

Astrid Lindgren fik flere priser, herunder de tyske boghandleres fredspris. Jeg tror Brødrene Løvehjerte var udslagsgivende for den. Bogen handler om død, vold og krig, langt fra børnevenlige emner, men det formåede Astrid Lindgren alligevel at gøre dem. En stjernestund i bogen er en samtale mellem Jonathan og Orvar: ‘Jeg kan ikke dræbe nogen,” sagde Jonatan. ‘Ikke engang, hvis det gælder dit liv?’ spurgte Orvar. ‘Nej ikke engang da,’ sagde Jonatan. ‘Hvis alle var som du,’ sagde Orvar, ‘så ville ondskaben jo få lov til at regere i al evighed!’ Men så sagde jeg også, at hvis alle var som Jonatan, så ville der slet ikke findes nogen ondskab’.

Ovnen bippede. Rejste mig med et suk. Var for en tid blevet opslugt af den lille klogebog, og var pludseligt slet ikke så interesseret i mit bagværk længere. Bollerne var lige som de skulle være. De kom på en rist til afkøling. Duftede i øvrigt forførende. Satte nu sneglene i ovnen, og nappede én af de varme boller med mig over til den gamle slidte lænestol for at læse videre. Tiden var min, kun min. Frihed på et højt plan. 

Lindgrens forståelse for børn, deres tankegang, deres logik og barneliv i al almindelighed var i det hele taget helt unik og rørende. Hun udtaler blandt andet til Dagens Nyheder i ’39: ‘Det er ikke let at være barn, nej. Det er svært, meget svært. Hvad indebærer det da - at være barn? Det indebærer, at man skal gå i seng, stå op, klæde sig på, spise, børste tænder og pudse næse, når det passer de voksne, ikke når det passer en selv. Det indebærer endvidere, at man uden at beklage sig må høre på de mest personlige kommentarer fra enhver voksens side, hvad angår ens udseende, helbredstilstand, påklædning og fremtidsudsigter. Jeg har ofte spekuleret på, hvad der ville ske, hvis man begyndte at behandle voksne på samme måde’.

Og det er præcis de tanker hun gør levende via Emil og hans fars skænderi under markedet i Lønneberg: ‘Din forbistrede knægt, står du her og drikker sodavand, når du for en gangs skyld har penge?’ Men nu blev Emil gal i hovedet, og det gav han besked på, så det kunne forstås. ‘Næh nu bliver jeg sørme gal,’ råbte han. ‘Når jeg ikke har nogen penge KAN jeg ikke drikke sodavand, og når jeg har penge, så MÅ jeg ikke drikke sodavand, så hvornår hulen skal jeg så drikke sodavand?’. 

En anden form for børnefilosofi får vi fra Tommy, Anika og Pippi, der starter med Tommys: ‘Jeg vil aldrig være stor’, sagde han bestemt. ‘Det vil jeg heller ikke’, sagde Anika. ‘Nej, det er bestemt ikke noget at stræbe efter’, sagde Pippi. ‘Voksne har det aldrig sjovt. De har bare en masse kedeligt arbejde og dumt tøj og ligtorne og kummineskatter.’ ‘Kommuneskatter hedder det’, sagde Anika. ‘Ja, det går ud på ét’, sagde Pippi. ‘Og så er de fulde af overtro og skøre regler. De tror, der sker en stor ulykke, hvis de kommer til at stikke kniven i munden, når de spiser og den slags’. - Jeg kan simpelthen ikke andet end at grine højt, når jeg læser ordene, uanset om jeg sidder alene eller læser op fra de bøger. Helt igennem ubetaleligt.

Nu var mine snegle færdige. Jeg kiggede på uret og talte lidt på fingrene for mig selv. Jeg skulle ud ad døren om lidt, men var jeg hurtig med at få klædt mig om, kunne jeg nok lige nå at læse lidt mere. Da jeg falder ned i lænestolen igen, opdager jeg, at jeg helt havde glemt at spise min nybagte bolle. 

For år tilbage lavede Morten og jeg en event i vores naturvidenskabelige oplevelseshus. Den havde vi kaldt ‘Ude på skrammer’ og var mest af alt et budskab til vor tids overbeskyttende forældre. Børn skal ligesom have skrammer undervejs i deres barndom. Den eneste måde i virkeligheden at lære for alvor, hvad man skal undgå eller hvad man skal lære at mestre. I stedet bliver børnene forfulgt med et evigt ‘pas på’ af deres forældre, også dér, hvor det ret beset ikke er nødvendigt. Som et lille håndgribeligt ‘opråb’ fra os, som også pressen kunne hygge sig med at tage billeder af, havde vi lavet et ‘vat-indpaknings-sted’. Budskabet var: ‘du kan gå sammen med dine børn ind i vores lille udstilling med risiko for at få et par skrammer undervejs, eller du kan gå direkte over og få pakket dit barn ind i vat med det samme'. Det kom der faktisk de herligste fotos ud af. - Astrid Lindgren tog i Ronja Røvedatter fat i det samme emne. - Mattis sukkede og holdt fast om hende. ‘Men du husker nok, hvad jeg har sagt, du skal tage dig i agt for?’ Ja, det huskede hun udemærket. Og i de følgende dage bestilte Ronja ikke andet end at tage sig i agt for det, der var farligt, og øve sig i ikke at være bange. Hun skulle passe på ikke at falde i elven, havde Mattis sagt, så derfor sprang hun lystigt rundt på de glatte sten ved bredden, hvor elven brusede allermest. Hun kunne jo ikke så godt gå ude i skoven og være bange for at falde i elven. Nej, hvis der skulle være nogen mening med det, måtte det jo ske der, hvor vandet fossede og ingen andre steder.

Åh nej, tiden var alligevel løbet helt fra mig. Typisk. Tidsoptimist om nogen. Opgav at finde en anden kjole at tage på. Gned de værste melpletter af på kjolen og i ansigtet. Hoppede i et par sko og var ude ad døren og oppe på min cykel i løbet af ingen tid. Cyklede med livet som indsats op ad hovedgaden i kold modvind, og nåede lige akkurat ind ad s-togets bippende døre, inden de lukkede. Trak vejret dybt og landede med et bump ned på et ledigt sæde. Lige overfor sad der den skønneste rødhårede og fregnede tøs og smilede til mig med sine alt for store fortænder.

Et fund

Der er ikke noget så fantastisk, som at gå en tur ved Vesterhavet en sen septemberdag. Det er ikke blevet koldt endnu for alvor, så man behøver ikke meget andet end en sweater og en windbreaker. Sommerens nogle gange påtrængende varme og krav om at vise hud og bliver solbrun er endeligt langt om længe forbi.

Jeg havde smidt skoene. elsker at gå med bare fødder i sandet. En nærmest sensuel følelse af frihed og friskhed. De var stadig brune. det havde været en dejlig sommer. Lang og solrig. I virkeligheden var jeg også lidt ked af, at nu ligger den mørke tid foran os. Lever bare bedre med lyset. Kulden og de uigennemtrængelige vintermørke er bare ikke menneskeligt overhovedet. Svært at gøre sådan én som mig tilfreds.

På det her tidspunkt på året er det en helt anden måde at tage til stranden på. I stedet for tæpper, håndkælder og klistrende sand, er en strandtur i september mere en lille ekspedition. En opdagelsesrejse med plads til store tanker, og plads til at lade blikket forsvinde ud mod horisonten og drømme om den verden, der ligger på den anden side.

Og så er en vesterhavsstrand jo også sådan en rigtig strand. Ikke som dem på kysten nord for København. Nej der skal store vider til. Afstanden mellem sdste og strandkanten skal helst synes uendelig. Og bølgerne, ja de skal have den der helt særlige karakter af vild og voldsom og skal kunne sende kliumper af skum hen over sandet i et nærmest flødeskumsagtigt drømmesyn. Godt at være tilbage.

Det er længe siden, jeg sidst var hjemme. Så de seneste par dage er gået med alt for meget mad, øl og snak. Min familie er stor, altså sådan rigtig stor, og vi er spredt ud med rund hånd over Jylland og Sjælland. Det er uhyre sjældent, at vi alle er samlet som nu. Og når vi så er det, handler det ret hurtigt om at sidde omkring et et godt udstyret bord. Og spiser vi ikke, ja så taler vi om mad, og helst i munden på hinanden. Det er enormt hyggeligt, men lydniveauet .... Min gamle mor fører helst an. Hun har ikke noget imod at afbryde andre og hæve stemmen for at være den, der har vundet rettet til at fortælle. Siger selv hun gør det, for ikke at glemme, det hun ville fortælle. Nogle gang er det bare mere irriterende end andre. Jeg er selv lidt stille og sidder bare og smiler for mig selv og lytter til kakofonien af stemmer og latter. Jeg lader blikket hvile uforstyrret en tid på hver af de kære ansigter af mine mange søskende og deres børn. Selv plejer jeg nu ellers nok at være én af den, der højrøstet fører an i samtalerne. Bare ikke i dag.

Efter frokosten er der flere forslag til, hvad vi kan give os til. Snapsen har givet god grund til en generel eftermiddagssløvhed. Især hos mine to ældste brødre. Gamle mænd efterhånden. Så de trækker sig tilbage til stuen med de to sofaer under påskud af, at de gerne lige vil se lidt af fodboldkampen. Tror de skal være heldige, hvis de ser første halvleg. De unge sætter sig med et af de nye brætspil, som jeg har taget med til netop det formål. Som den yngste af flokken tror jeg, at mine nevøer og niecer ser mig mindre som deres moster eller faster, men mere som en slags søster. Men det er måske fordi, jeg stadig ha et temmeligt levende og veludviklet indre legebarn.

Sidste lille fraktion af familien har besluttet sig for at begive sig ned mod den lille havneby for at se, om der dog ikke kunne være lidt udsalg i butikkerne. På de her tidspunkt, plejer der at være en god chance for et scoop. 70% her lige inden de lukker ned for vinteren. 'Det er et fund' plejer min søde mor at sige, når hun stolt viser sit nye bling-bling ur frem eller cowboybukser til modne kvinder frem. 'Og hvis vi tager sammen derind og køber mange ting, så kan vi med garanti også prige ham' siger hun med et smil der er Låsby Svendsen værdigt. Flokken går muntert og købevilligt ud ad døren.

Jeg gider ikke rigtigt udvalget hos 'Grossisten' og mangler vel i virkeligheden heller ikke tøj lige nu. I går fik jeg til gengæld et godt regnsæk i windsurfer shoppen. Prisen lå langt under, hvad jeg ellers var parat til at betale. Da det går op for mig, at alle hver især har fundet frem til de, der allerhest vil, kan jeg mærke at al form for krav til min tilstedeværelse er forsvundet. Så kan jeg også meget nemmere sætte mig selv fri. Ingen uudtalte forventninger hverken fra familien eller fra mig selv for den sags skyld.

Så strømmer ekspeditionstrangen in over mig. MIN eftermiddag skal tilbringes ved stranden helt alene. Skal lige blæses igennem engang. Skal lige nyde den stilhed, der alligevel er efter de mange stemmer. Skal lige bearbede nogle af de lidt besynderlige oplevelser, jeg har haft på det seneste på jobbet. Min nye lilla regnjakke er perfekt til formålet. Kan holde vinden ude, men er ikke for varm en dag som i dag. Op på cyklen. Ned til stranden. Af med skoene. Opsmøg på bukserne. jeg er klar.

Herligt, der er ingen mennesker at se i miles omkreds på stranden. Jo, måske lige med undtagelse af en enkelt tysker i skriggul regnjakke og med en hund løbende mellem strand og vand efter dens pind. Jeg kan jo også bare gå til den anden side, så jeg ikke nødvendigvis behøver at hilse på eller tale med nogen. Det er min tid. Tænketid.

Der har været pålandsvind et par dage. Bølgerne har skubbet alt fra skrald til skatte på på stranden. Kommer til at tænke på en fotoudstilling, jeg desværre aldrig nået at se med døde fugle på en strand. Efter al kødet var rådnet væk og spis af insekterne, bestod de nu kun af fjer, knogler og affald fra deres mavesæk. De var overraskende smukke og så næsten som arrangeret ud i døden. Fotojournalisten fortalte, at sådan var de skam fundet. De stakkels fugle havde taget fejl lidt for mange gange. Troede de spiste mad og ikke en plastikprop eller noget andet totalt ufordøjeligt. En enkelt gang går det nok, men på et tidspunkt bukker fuglen under. Sikkert på grund af mangel på plads til rigtig mad i systemet.

Sjovt som nysgerrigheden tager over og små historier opstår. Lidt ligesom når man står og betragter folk, der mødes i lufthavnen. - Åh de to dér er med garanti søskende, og har ikke set hinanden i årevis. - Det kan give sådan én som mig tårer i øjnene. - Og hvordan pokker ender en grøn gummistøvle også her? Hvis er den? Hvorfor ligger den her? Er den faldet over bord? Og dukken der henne? Jeg er sikker på, at den lille pige blev ked af det, da hun opdagede, at hun havde glemt at få den med hjem fra stranden. Måske da de om aftenen tog ud for at kigge efter den, var den pist væk. Højvandet æder alt.

Tænker på min mor, der ofte ses på stranden om efteråret med enden i vejret i jagten på Nordens guld. Kan se hende for mig, når hun med kendermine, dog forsigtigt, banker de små gyldne stykker på tænderne. Hun ved, at rav lyder og mærker næsten som plastik, mens en sten bare mærker hård og koldt på tænderne. Jeg forsøger mig forsigtigt med en smuk gylden sten. Den lyder forkert. Lidt for hård. Lyder lidt for skarpt. Smider den væk igen med et stille suk.

Der går en rum tid. Jeg nyder blæsten og tid til tanker. D solen så småt begynder at miste varme vender jeg om og går tilbage til cyklen. jeg er nået vidt omkring. Nu skal det allgevel bliver bodt med en kop thé og et trods alt lidt lavere støjniveau. Jeg sætter cyklen op ad stakittet og griner af den fodboldkamp, som er opstået mellem de gamle og de unge. Er ikk ehelt sikker på, hvem der går mest op i at vinde, men der bliver i alle tilfælde kæmpet. jeg klapper og jubler med, da de unge scorer. Terrassedøren står åbent. Inde i det lille træhus kan jeg dufte frikadellerne og fornemmer, at også her er dagen ved at gå på hæld. Der bliver hygget, drukket rødvin og snakket om løst og fast. TV'et er slukket igen. Bærtspillet pakket væk. Om lidt skal et hav af stearinlys tændes

Indkøbsfraktionen er også komme tilbage. De står nu og pakker poser ud og beundrer højlydt hinandens nye bluser, halskæder, sko og tørklæder og godter sig over, hvor billigt det hele var. Selv stikker jeg stille hånden ned i min regnjakke og stryger forsigtigt hen over den glatte sten med de to huller. Glasskåret som er mat og sandslebet, og med runde kanter. Den er smukt blå næsten som himlen over Broome. Og dagens sidste, og vel nok den største skat  er ravklumpen med en myre indeni, stivnet midt i dens sidste march hen over fyrretræet.