Boulevard Péripherique. 70 porte. Linie 13. 14. arrondissement. 13. etage. Så langt oppe havde jeg da vist aldrig været før. Min udlejer sad inde i stuen i mørket med sammenknebne øjne i håb om, at han kunne ane, hvad der skete på den kodede og flimrende Canal Plus. Det påstod han i alle tilfælde, at han kunne. Sær starut. Mere uforudsigelig end rigtig godt var, viste det sig senere hen. Jeg havde pakket ud, ikke at det var så stor en opgave, og kunne konstatere, at rigtigt hyggeligt ville det lille værelse aldrig blive. Men det havde sin helt egen magi. Jeg sad på en stol mens mørket faldt på og kiggede stille ud ad vinduet. Fulgte lyskeglerne hen over himlen. Den var god nok. Jeg var lige her lige nu. Ikke så langt fra, hvor jeg sad, lyste et af verdens kendte vartegn op. Tårnet, der havde sin helt egen historie, som aldrig var ment som andet end et midlertidigt bygningsværk, og som blev bygget som indgangsport til verdensudstillingen i 1889. Det var en hyldest til hundredeårsdagen for den franske revolution og planen var, at det skulle rives ned igen efter 20 år. Nu mere end 100 år efter stod det der endnu. Dengang var der stor røre omkring projektet. Man mente, at Monsieur Eiffels design var et mislykket forsøg på at skabe en kunstnerisk bygning uden hensyn til almindelige regler for ingeniørkunst og arkitektur. Intet kunne være mere forkert.
Jeg stod af nattoget fra København til Gare du Nord på min første interrailtur, min første tur ud i verden på egen hånd. 16 år og begavet med ubekymrede forældre. Udstyret med økonomipakken fra Harald Nyborg: Rygsæk - ikke særlig ergonomisk. Telt - ikke specielt stort eller tæt for den sags skyld. Sovepose og underlag, der kun egnede sig til meget unge og endnu ikke komfortkrævende kroppe. Dér blev jeg mødt af en søvndrukken storby. Kølig luft, nyspulede gader, trafikstøj, kaffeduft, gauloises, snak, dyt, råb, merde. Bienvenue tout le monde! - Dengang stod jeg ved porten til min uddannelse, til mit voksenliv, min rejselyst. Men det eneste, der stod rigtigt klart for mig den morgen var, at der var lavet en åbning så stor ind i min sjæl og mit hjerte. En gang for alle fik jeg slået fast, at den by var min.
(Der er masser og atter masser af funfacts om Eiffeltårnet, som fx at vedligeholdelsen af det kræver 40 tons maling hvert syvende år)
