Hvorfor gjorde hun det … hvad gik der af hende? Mille havde stået ved siden af ham ved køledisken, og igen henne ved konserves, hvor han kiggede op et øjeblik og hun syntes han så på hende med et ret så intenst og nysgerrigt blik. Hun kiggede lidt forvirret ned ad sig selv, var der gået et eller andet galt i hendes påklædning? Næh, ikke umiddelbart. - Han var ret høj, mørkhåret, lidt pjusket sådan nærmest morgenhårsagtig med en hvid Amnesty International T-shirt under læderjakken. I virkeligheden slet ikke hendes type, hvis altså hun overhovedet havde sådan én. Men der var noget. Smilet. Det var det der lidt skæve smil, var næsten mere, end hun kunne stå for. Så det senere i forbifarten, da han i frugt og grønt spurgte en ansat efter forårsløg og kvitteret med et tak og så igen det der smil. Hun blev helt varm og tænkte, at havde det dog bare været hende, der vidste noget om forårsløg. Da hun stod i den længere-end-helt-godt-var-kassekø gik hun i stå midt i en tanke, og fik rettet blikket på uendeligt. Havde i det øjeblik glemt alt om læderjakkefyre og morgenhår og var nu i gang med noget langt mere nutids-jordnært, da hun visuelt forsøger at genkalde sig, hvad køleskabet egentligt indeholdt af grøntsager. Lige efter spidskålen mærkede hun, at hun ikke længere var bagerst i køen. Det var nærmest som om, hun kunne mærke en udstråling af kropsvarme helt tæt på hende, blandet med en rar og samtidig grøn duft, sådan lidt som duften af friske træspåner, mens et træ bliver fældet. Hun snusede helt ind, lukkede øjnene og var tilbage i kolonihaven, mens hendes far fældede det store gamle fyrretræ. Han havde ment, at det var for dominerende og stjal af sollyset. Hun åbnede øjnene og så, at hende med den lilla hue havde rykket en plads fremad i køen, så der nu var opstået et lille hul i kæden. Hun gik fremad med et lille stille ups og sendte et undskyldende blik bagud, og dér var det smil igen. Og der var varmen. Det var da ligegodt pokkers. Hvad skete der lige dér og så på en helt almindelig gråvejrstirsdag? Det blev hendes tur, hun nærmest smed sine varer op på båndet, og havde bare lyst til at flygte ud ad døren uden sine ting og hjem i sikkerhed i sin lejlighed. Men hun besindede sig alligevel og gik roligt ned for enden for at pakke. Og hver gang hun kiggede op, kiggede hun ind i de der nysgerrige smilende øjne. De fik hende til at fumle lidt og endte med en bulet indkøbspose helt ude af balance, og slet ikke hensigtsmæssig i forhold til hendes cykelkurv. Hun rodede et øjeblik i lommen for at finde pungen med dankortet, og kom samtidig til at hive et af hendes lidt medtagede visitkort med op. Var lige ved at putte det tilbage i lommen, men gik i stedet tilbage til automaten for at betale. Mens hun stak bonnen ned i pungen vendte hun sig mod ham. Det var en pludselig indskydelse, anede ikke, hvad der gik af hende. Kiggede ham lige ind øjnene, rakte ham visitkortet og sagde ‘du tabte da vist det her’. Vendte igen ryggen til, greb den bulede indkøbspose og gik med lange beslutsomme skridt ud til cyklen uden egentlig at trække vejret undervejs. Turde ikke kigge sig tilbage, hoppede op på cyklen og trådte hårdt til for at komme væk hurtigst muligt.
Da hun igen havde fået vejret, smidt jakken og var begyndt at pakke sine varer ud, kunne hun nu alligevel ikke lade være med at smile af sig selv. Hvorfor havde hun dog gjort det? Han måtte da synes hun var en komplet landsbytosse. Kendte faktisk godt svaret, for her et år efter eller mere, spøgte ham fyren fra metroen stadig. Hun havde været på vej ind mod byen, da hun fik øje på ham. Han sad skråt over for hende. Havde sådan et smukt mørkerødt hår og var bare ….. ja pæn. Deres øjne havde mødtes et par gange. Hun havde hele vejen raflet med sig selv, om hun turde tage fat i ham og spørge om de skulle drikke en kop kaffe sammen, og var lige ved at rejse sig, men så blev det pludselig Christianshavn, og fyren stod af, uden hun havde mælet et ord. Hele vejen hjem havde hun skældt sig selv ud, for hvad ville det værste være, som kunne være sket? Ja en venlig afvisning ikke? Et sødt smil og et ‘tak, men nej tak’. Men når man ikke engang tør spørge, sætte sin egen røv på spil, ja så kan man sgu da heller ikke forvente noget overhovedet.
Egentlig var hun kendt for at være mere impulsiv end helt godt var. Havde et par gange i sin kærestesøgnings-karriere også kastet sig ud på dybt vand ved at have deklareret sin betagelse til en eller anden fyr, som hun havde set sig varm på. Lars på hendes job for eksempel. Han var ikke bare sød og lækker, men også intelligent og et helt igennem godt menneske. Hun havde dengang været temmelig sikker på, at hans skønne smil kun blev sendt i hendes retning og var en smule flirtende. Mens det i virkeligheden var sådan, at det blev sendt til alle kvinder, nej alle uanset alder og køn. ’Nej tak’et’ havde været lidt smertefuldt. Pinligt. Især bagefter, da hun gik og talte ned til sig selv med et ‘ja, hvad havde du egentlig forventet Mille? Du når da ikke fyren til sokkeholderne. Hvad skulle han dog med sådan én som dig?). Og så var den diskussion ligesom lukket og tilbage var der kun et lille ømt område, lidt som et blåt mærke, som ind imellem kunne finde på at dukke op, hvor man mindst ventede det. At tænke på sig selv i en pinlig situation, man selv har bragt sig i, sådan lige ud i den blå luft, mærkede rigtig meget som en mavepuster.
Hun skubbede de smårådne tanker væk igen. Hvad kunne de overhovedet bruges til? Fandt de tre små aquafarvede vaser frem og begyndte at arrangere sin 20-kroners rosenbuket i dem, mens fødderne vippede med på funknummeret i radioen. Det ringede på døren. Hendes underbo sikkert, som hun havde købt et par liter mælk til. Han gik med armen i slynge, et brækket kraveben på skituren, så han var glad for at undgå at skulle gå og slæbe på alt for mange varer. Så på det seneste havde hun sendt ham en sms, hvis hun skulle ud og handle. Ikke noget besvær. Hun greb et æble i forbifarten og gik ud og lukkede smånynnende døren op for ham. ‘Hej, giver du en kop kaffe’? Hun nikkede bare og trådte lidt til side, så både smil, øjne, forårsløg og læderjakke kunne komme forbi hende.
Deres veje havde faktisk krydset hinanden ikke så få gange. En af gangene var det til Per’s 60 års fødselsdag. Dér havde de endda givet hinanden hånden, smilet og præsenteret sig. Men for dem, som for så mange andre, blev både navn og ansigt hurtigt glemt. En anden gang var, da hun på vej ud til en veninde, der havde fået sig et lille hus i en haveforening, ikke kunne finde ud af retningen. Hun var lige stået af toget i Herlev og var usikker på, om hun skulle gå til højre eller venstre i tunnelen. Havde spurgt en pæn jævnaldrende mand, som var på vej op ad trapperne til perronen. Han var mere stedkendt og havde beredvilligt peget og givet hende et par ankerpunkter at gå efter. Dér havde hun dog lige nået at tænke, at han havde rare øjne og et godt smil, men også virkede en smule bekendt. Og et ukendt antal af gange kørte de i ovenikøbet i den samme bus gennem København. En enkelt gang havde de også haft øjenkontakt og en måske begyndende genkendelse, men så skulle hun af, og øjeblikket forsvandt igen.
Arbejdet havde altid fyldt det meste. Han kunne godt fortryde det lidt engang imellem. Vidste godt, at han på mange måder havde ladt sine tidligere kone lidt i stikken. Og det blev han ved med at være ked af resten af sit liv. Det er aldrig sjovt i et ægteskab ikke at være første prioriteten, måske ikke engang være på andenpladsen. Men gjort var gjort og kunne ikke laves om. De havde nu været skilt i mange år og var heldigvis endt ud som gode venner efter en tid. Ikke kun for deres søns skyld, men et venskab blev alligevel til alles fordel. For hende havde skilsmissen sådan set ikke budt på særlig store omvæltninger. Han var jo alligevel det meste af tiden ude at rejse, hvor hun så måtte stå for alt det praktisk derhjemme. Til gengæld var det for ham lidt af et slag i ansigtet og måske også et nederlag. I starten var det en temmelig trist oplevelse at lukke sig ind i lejligheden efter en rejse. Ingen duft af aftensmad, i stedet en kedelig lugt af indelukkethed. Ingen overstrømmende velkomst af hans søn. Nu gjorde stilheden nærmest ondt. Selv planterne hang med hovedet, var brune og gule og havde tabt flere blade i vindueskarmen. Besluttede en dag at opgive at have levende planter overhovedet. Ikke engang en kaktus, da den bare ville blive endnu et sørgeligt eksempel på hans ensomhed. I stedet fortsatte han med at begrave sig i sit videnskabelige arbejde. Rejste så meget han kunne. Et hotelværelse var klart at foretrække fremfor lejligheden, ikke mindst hvis han skulle blive i en længere periode. Han sørgede også ofte for at have en dag eller to for sig selv på de kortere ture. Han nød at opleve nye steder, byer og ikke mindst alle typer spændene nye retter. Han elskede følelsen af at leve og han levede bare bedst, når han ikke var alene hjemme i lejligheden i København. Til gengæld havde han stadig brug for en base, når han en sjælden gang havde sønnen overnattende. Og på den måde gik der nogle år. Hans ex giftede sig igen. Hans søn fik søskende. Han formåede trods rejserne at følge så godt med han kunne i sønnens liv, men da han ramte teenageårerne kom der alligevel en afstand mellem dem, som ikke lige sådan kunne rettes op. Først langt senere fik de to bevæget sig ind på hinanden igen.
Solen ramte hende lige i ansigtet, og klokken var endda kun 5, da hun slog øjnene op. Kunne selvfølgelig godt have trukket gardinerne for, da hun gik i seng i går aftes, men så ville hun jo ikke kunne ligge og nyde den klare fuldmåne og stjernerne, inden hun faldt i søvn. Hun hoppede ud ad sengen og kastede bare en løsthængende afrikansk mu mu over hovedet i de der klare, blågrønne turkise farver, som hun elskede. Gjorde altid glad en morgenstund som denne. Og det hastede jo ikke med at blive klar til noget endnu. Hun tændte radioen på P4, hvor det stadig var Hans Otto Bisgaard med sin Morgenstund, der var på. Klokken 6 startede radiodagen først for alvor. Hun smuttede i bad og stod som sædvaneligt dér og småfilosoferede og fik nye gode idéer. Hun arbejdede stadig og elskede sit job, men havde valgt, da det nu var muligt på hendes arbejdsplads, lidt efter lidt at gå ned i tid. Mest for at det den dag hun skulle pensioneres, ikke blev alt for stor en omvæltning og at hun undervejs havde fået skabt sig et par fritidsfornøjelser udover det frivillige arbejde, hun allerede gjorde for Røde Kors. Det var lidt svært økonomisk at få det hele til at slå til, som det jo er, når man står alene med alle omkostningerne. Men hun ville så nødigt skille sig af med sin lille blå bil. Den bandt alligevel så meget sammen og gjorde livet nemmere i flere sammenhænge. Men at sælge den, kunne meget nemt blive enden på det. Alternativt kunne hun sælge sit lille rækkehus og downsize til en lejet lejlighed i stedet. Men nå, det hastede ikke med den slags beslutninger endnu. Det gik jo. I dag onsdag var det en halv fridag. Om hun kom morgen eller eftermiddag var helt op til hende. Lidt luksus. Men da hun jo allerede var vågen, besluttede hun sig for at gå tidligt på job i dag og måske mødes med Marie til en lidt sen frokost. Det var altid hyggeligt, og de to havde aldrig problemer med at finde noget at snakke om. Nu gik deres venskab jo også temmeligt lang tid tilbage. Nærmest en menneskealder. Helt til dengang de som unge begge læste på universitetet i Århus. Et dyrebart venskab. Marie havde vist sig at være vel nok den mest loyale veninde, man kunne tænke sig. Det var ikke så få gange, at hun havde stødt til, når der var problemer af den ene eller anden art. Om det så var med at få passet én af børnene for en kortere eller længere periode, når der ikke havde været plads i den lokale børnehave. Eller dengang skilsmissen blev en realitet og hun i den grad faldt ned i et sort og ildelugtende psykisk hul. Marie havde været der. Grebet hende så godt hun kunne i faldet. Havde talt med hende i telefonen i timevis, i de mange søvnløse nætter der fulgte, til trods for at de jo begge skulle på job dagen efter. For det og for så meget andet ville hun være hende uendeligt taknemmelig. Havde ikke haft så forfærdeligt mange chancer for at ‘betale tilbage’, men det regnskab, var der alligevel ingen af dem, der holdt.
Årerne i Schweiz var i starten som at få livet tilbage i alle dens nuancer. Han lavede det han kunne lide. Hans forskning tog igen fart efter et par år, hvor der ikke var sket specielt banebrydende ting. Han nød sparringen med både sine kolleger og de studerende. Og tiden der, blev også starten på, at han for alvor lukkede op for andre behov end bare det at arbejde. Han havde haft et par løse forhold undervejs, men ikke noget, der havde udviklet sig til noget seriøst. Han havde også tidligt i sin karriere besluttet hverken at date kolleger eller studerende. En beslutning han ind imellem havde vaklet lidt i, men som han i sidste ende, havde holdt fast på. Det kunne ikke andet end bringe problemer med sig. Men da så også firmapolitiken på Bern universitetet var klokkeklar lige omkring det punkt, var der slet ingen grund tvivl i hans sind. Det var lidt før, at de mange dating-sites tog fart for alvor. Noget han senere erfarede heller ikke lige var en metode, han brød sig om. Ikke fordi der ikke var masser af dating-potentiale de steder, men mere fordi det mest af alt føltes som at shoppe i et stort kærligheds- og sexsupermarked med kun et minimum af forpligtelse i de forhold, der måtte opstå. Så både dengang, men også senere i livet forsøgte han sig med en kontaktannonce i avisen i stedet. Det skulle så vise sig at være lidt vanskeligere end først antaget. Pludselig skulle han inden for et vist antal anslag ret præcist formulere noget om hvem han var og hvad han drømte om. Men som med alt andet gik han til opgaven på en noget nær videnskabelig måde. Testede blandt andet undervejs, hvilke ordvalg, der gav den bedste respons og hvor vægten skulle ligge ift hvem han var og hvad han søgte. Og efter et stykke tid gav indsatsen pote. Han mødte den jævnaldrende Jacqueline, der havde sin egen lille indretningsbutik og de to nød hinandens selskab både i og udenfor sengen. Hun var varmblodig. Det var han i virkeligheden også, han havde nok bare forsøgt at undertrykke den del siden sit forliste ægteskab. De fortsatte med at bo hver for sig, men endte alligevel med at tilbringe de fleste weekender sammen og mindst én hverdagsaften og nat. Det var som oftest i Jacquelines hus, for hun boede noget mere hyggeligt end han i den lidt tomme lejlighed. Og på den måde var han nærmest lykkelig i en del år. I alle tilfælde noget lykkeligere, end han havde været i lang tid forud.
Den friskbryggede kaffe duftede himmelsk. Hun nippede forsigtigt til den, mens hun lavede sig et par skiver ristet rugbrød til den til evig tid elskede Riberhus. Der var masser af tid, så hun kunne også lige nå at tjekke Facebook og mailen, for at se, om der var lidt nyt dér. Begge børnene havde sådan set rigeligt at se til med små børn og travle jobs, men ind imellem kom der alligevel en kort mail til hende, eller et opslag, der gav små indblik i deres gøren og laden. Hendes datter var endt i Ålborg efter endt uddannelse, mens sønnen havde holdt sig på hjemmebane tæt ved København og vennerne. ‘Hej mor, giver du tidlig aftensmad på fredag … hjemme hos os? Vi kunne godt tænke os at gå i biffen, så hvis du så vil se efter ungerne et par timer’? ‘Selvfølgelig gør jeg da det’ skrev hun tilbage og smilede ved tanken om at få lov til at fortælle godnathistorie for de yngste af hendes 4 børnebørn. Vidste ikke noget bedre, end at sidde med et træt, nyvasket og duftende lille væsen på skødet og fortælle nogle af yndlingshistorierne. Mester min Mester af Thomas Vinding var én af dem. Ole Lund Kirkegaard og Astrid Lindgrens bøger var selvfølgelig også blandt favoritterne. Ind imellem blev hun presset til at fortælle om dengang deres far eller mor var børn eller hende selv for den sags skyld. Og så sørgede hun for at smøre rigeligt på, så de til sidste sad med sammenknebne øjne og sagde ‘nej vel farmor? Nu lyver du, og det må man ikke vel?’ Hun smilede ved sig selv. Dejligt at have noget at glæde sig til sidst på ugen. Dejligt at have dem så tæt på. Dejligt at være til nytte. Hun fik pakket sin taske. Lagde regnjakken med ned i cykelkurven, mens hun fløjtede videre på den forfærdelige sang, hun lige havde hørt i radioen. Vejrudsigten havde truet med regn hen på eftermiddagen. Bedre at være forberedt. Og der skulle virkeligt dårligt vejr til, at hun tog bilen i stedet. Solen var begyndt at varme for alvor, og der var ikke en sky at se på himlen.
Årene i Schweiz var fløjet, og før han egentlig havde planlagt det, fik de så også en ende. Fondene, som tidligere havde vist interesse i hans forskningsfelt, var knapt så rundhåndede som tidligere. Hans fakultet havde til og med fået ny visionær ledelse med fokus på forskning, der lå lidt uden for hans ekspertise - også interesse for den sags skyld. Så det var så som så med motivationen. Han kunne for så vidt godt være blevet og fortsat med at arbejde på universitetet primært som forelæser, men det kunne han godt mærke ikke ville være helt tilfredsstillende i det lange løb. Så hen over en weekend tog han en endelig beslutning. Han ville sætte sit netværk igang i det danske med det formål at finde job og bolig i København inden for den nærmeste fremtid. Efter et halvt års tid opstod de muligheder næsten samtidig. KU havde en senior-stilling, der i hans situation var svær at takke nej til. Det var måske ikke præcist det job, han havde håbet på, men det var klart bedre end det nuværende. Ovenikøbet var det i et fakultet, han allerede kendte ud og ind og som var så ukompliceret rent politisk, som det overhovedet var muligt. Hans søsters søn, som netop var færdig med sit studie, stod for sælge sin lejlighed på Nørrebro. Og købte han det, kunne købet både gå relativt stærkt og til økonomisk fordel for begge parter. Så tiden var på alle måder moden. Han valgte at sige sit professorat i Bern op og afviste venligt al form for afskedsståhej. Ville bare gerne stille og roligt bakke ud af sit job og ud af Schweiz. Det mest vanskelige i den her beslutning, var forholdet til Jacqueline. De aftalte, at de ville give langdistanceforholdet en chance begge velvidende, at det sikkert kun var for en stakket frist. Ingen af dem havde lyst til at tage initiativet til et egentligt brud. Måske var det bare lidt nemmere, hvis afstanden sådan lidt automatisk kunne tage beslutningen for dem, og på den måde lade forholdet langsomt løbe ud i sandet. Gjorde måske også mindre ondt på den måde.
Hun klukkede helt ned i maven med tårerne trillende, og var nødt til at læse de samme passager i bogen indtil flere gange bare for at få lov til at grine højt for sig selv igen. Hun sad i venindens kolonihave en smuk sommerdag. Veninden var taget på tur til det sydlige Spanien. Alene. For sådan kunne hun bedst lide at rejse. Holdt af eget selskab af frihed og af at hun kun skulle forhandle med sig selv, når ferien skulle planlægges. De havde også ind imellem rejst sammen. Hyggeligt, så længe der bare var mulighed for noget alenetid også. Bogen hun var i gang med var svensk, og skrevet lidt efter samme koncept som Forrest Gump, som blander en helt almindelig person ind i store historiske begivenheder. Begivenheder, som bogens hovedperson, Allan Karlsson, selv var med til både at skabe og forme. Ind imellem var den lidt langtrukken, nok mest fordi de mere historiske og politiske kapitler godt kunne fylde lidt for meget i hendes mening. Til gengæld var de kapitler, der skete i nutiden helt forrygende. Forfatteren elskede tilsyneladende, helt som hun, ord i al almindelighed. Men ham her ville til enhver tid kunne vinde disciplinen ‘100 meter stafet for de længste og mest knudrede sætninger og indskudte sætninger, med de færreste kommaer og punktummer overhovedet’. Sikkert ikke den nemmeste bog at læse op fra, dog var hun helt med på, at de lange sætninger var med til at skabe hele strukturen og rytmen i bogen og ikke mindst de mange krampegrin, som hun i flere tilfælde måtte overgive sig til undervejs. Hun var desværre ved at være ved vejs ende, men som bogen havde haft for vane, var endnu to personer blevet introduceret for denne Allan Karlsson. Ægteparret Herbert og Amanda Einstein. Førstnævnte en illegitim halvbror til Albert af samme efternavn. Stik imod alle forventninger, var parret her dog noget af det mest uintelligente og uoplyste man kunne tænke sig. Noget de selv var helt på det rene med, og noget som var med til at skabe den ene situation sjovere end den anden. På det tidspunkt i historien, hvor Allan Karlsson har hårdt brug for den smule intelligens Herbert måtte kunne opmønstre, havde han forsøgt at lære Herbert en for dem begge ret så livsvigtig replik udenad. De var netop flygtet fra Gulag i Sovjet og havde nu brug for at komme til Vesten via Korea. Først måtte de forsøge at få foretræde for den nordkoreanske leder Kim il Sung.
Og da Herbert skulle have sagt ‘Jeg er Marskal Meretskov fra Sovjetunionen, før mig til jeres leder!‘ til den kinesiske vagt, som til alt held var døddrukken, kom Herbert i stedet til at råbe: ‘Jeg er jeres leder, før mig til Sovjetunionen’. Mens hun gik inde i kolonihuset for at lave sig en kop te fortsatte hun med at more sig, samtidig med at hun svingede armen op i luften og sagde med høj teatralsk stemme: ‘Jeg er jeres leder, før mig til ….’ og måtte så igen knække sammen af grin.
Der var den der fornemmelse igen. Fornemmelsen af at den præcist samme situation er sket tidligere, måske bare i en drøm, men at der er noget bekendt ved den. Eller at den person, han står overfor i virkeligheden er én han kender, men som han ikke kan placere, og at øjeblikket suser videre, uden at han når at få detaljerne helt på plads. Den her gang var det på Herlev station. Han var på vej på job noget senere end sædvanligt, så han var lidt kort for hovedet, da en ret tiltalende kvinde med smilende øjne henvender sig til ham for at få hjælp til at finde retningen mod haveforeningerne. Tilfældigvis kunne han svare. Var med tiden blevet lidt mere stedkendt her, selvom han nok aldrig ville falde helt til i området her. Var også begyndt at kigge efter en lejlighed tættere på centrum, så han kunne cykle til jobbet. Havde lidt af samme årsag heller ikke investeret i en bil. Helt umuligt at finde p-pladser og tog og bus passede ham faktisk fint. Skulle han på en weekendtur længere væk, så lejede han bare en bil. Klart billigere i det lange løb. Ellers var han alt i alt ret godt tilfreds med at være flyttet tilbage til København. Den helt store bonus havde været forholdet til sønnen. Han var nu godt i gang med sin egen karriere, gift med et energibundt af en kvinde, der ubesværet havde trampet ind i hans hjerte og som han nu havde to børn og en hund sammen med. Hun var uden tvivl også den, der endnu engang havde talt til sin mands hjerte og fornuft, som ikke overraskende havde fået det tætteste forhold til sin far. Forklaret hvor gerne hun ville have en farfar i familien. At det var vigtigt for børnene. Og at han nu havde alle chancer for at få talt ud med ham om, hvordan det er at være barn uden sin egen fars støtte og nærvær. Så en nat for snart længe siden havde de siddet og delt en god flaske rom, og fået talt om det der var, om livet i al almindelighed og om hvordan de hver især kunne gøre noget for venskabet fremover. Han var godt klar over, at han aldrig ville kunne opnå en far-medalje, men en kop med ‘verdens bedste farfar’ blev han alligevel temmeligt rørt over til sin fødselsdag.
Sommeren var definitivt slut og efteråret ved at blive til vinter. Til trods for hendes ellers så lette og lyse sind, blev hverdagen bare lidt mere kold og mørk. Ikke den nemmeste tid at komme igennem i et land som Danmark. I stedet inviterer den til stearinlys, tæpper, gode bøger, brændeovn, til trods for, at sådan én havde hun desværre ikke - og forskansning fremfor alt. Forskansning inden for husets beskyttende mure. Ude var hun kun lige på vej til og hjem fra jobbet. Bilen vandt nemt på en regnvejrsdag over cyklen, især hvis dagen også bød på blæst. Egentlig var hun ikke særlig stolt over det, men kulden og mørket havde det bare med at trænge ind i hver fiber af kroppen. Og faldt der sne gik hun nærmest helt i baglås. Sneen kombineret med mørket havde det med at suge al energi ud af kroppen. Havde hun så samtidig lidt for travlt på jobbet, hvilket ikke skete sjældent i januar og februar, skulle hun mere end ellers være opmærksom på sin mentale sundhed og tage sig sammen for bare at mødes med venner og familien. Hvert år besluttede hun at tage ferie i januar til noget sol sydpå, men pengene rakte sjældent. En søndag, hvor hun sad og havde lidt ondt af sig selv, mens hun så en halvdårlig amerikansk film i mangel på bedre, bankede det på døren. Da hun lukkede op og kiggede ind i Dittes smilende ansigt tungt læsset med en sportstaske, var det ikke vanskeligt at slukke TV’et og i stedet sætte vand over til te. Ditte var langt yngre end hun. Var datter af en tidligere kollega, og de to kvinder havde fra første gang de mødtes henne på jobbet haft den der uforklarlige samhøringhed. Da Ditte havde mistet sin egen mormor alt for tidligt, var de blevet enige om, at lidt ‘selvvalgt familie’ nu heller ikke var helt ad vejen. Ditte var på sidste del af sine studier på journalisthøjskolen i Århus, og nu så småt på vej tilbage. Hun havde landet et job, der hvor hun havde været i praktik, Politiken. Heldigt! Eller ingen tvivl om, at hun var dygtig og fortjente jobbet. Men alligevel lidt heldigt. Helt sikkert hendes drømmejob. Og så skulle der forhåbentligt heller ikke gå så lang tid imellem at de sås.
Han sad lidt ved computeren og læste for vel nok 10. gang ordlyden igennem og havde flere gange taget tilløb til at trykke på send-knappen. Kunne ikke helt blive enig med sig selv, om det var patetisk og en helt umulig mission, han var ude i. Eller om det under alle omstændigheder var smartere at gøre noget end ikke. I dag var der jo alle mulige teknologiske veje at gå, men af én eller anden grund var han bare mest tiltrukket af den gode gamle metode.
Da hun gik og ryddede bordet efter teen faldt hun over en skriggrøn kuvert i entréen. Hendes første tanke var, at Ditte havde glemt det dér, men da der på fronten stod ‘Åbn mig!’ måtte de jo være til hende. Mens hun læste avisudklippet i kuverten igennem rynkede hun først brynene, men kom så til at smile og lagde til sidst lappen tilbage ned i kuverten med et lille fnis. Tossede tøs.
Uni-professor søger efter mange år i udlandet varigt forhold til attraktiv og harmonisk (ikke-ryger) kvinde i passende alder. Jeg er fraskilt, medio 60, 183/84 atletisk bygget, aktiv og still going strong, venlig, følsom, musisk interesseret og med en ret attraktivt og pænt udseende, inkl. de skrammer livet giver, politisk anti-VK m.m.
Ja, om om hun ikke også godt skrive under på det med skrammerne. Hun satte sig ned på gulvet og hev nederste skuffe ud i reolen. Ledte lidt og fandt så den lap, hun ledte efter.
Hjælp jeg (kvinde) vil ligge i arm! Har du humoristisk sans? Har du noget mellem ørerne? Er du højere end mig (167)? Er du til sjov og alvor? Romantik??? Er vi jævnaldrende (60)? Er du lidt venstreorienteret? Jeg griner larmende og snorker, hvad med dig?
Det var igen blevet forår, vel nærmest sommer og Ditte gik og pakkede flyttekasser ud med radioen på max. Mads og Monopolet var altid en fornøjelse og som designet til netop rengøring og udpakning. Det ringede på døren. Udenfor stod hendes reserve-mormor med en pæn gråhåret herre ved sin side, og en flaske champagne i hånden. De så glade ud og holdt hinanden i hånden, da de overrakte champagnen. Ditte gjorde sig en mental note. På et tidspunkt ville hun skrive en artikel om sin vinterhobby, kontaktannoncegranskning.
Det var frysende koldt udenfor. Køkkenet var så småt begyndt at blive lunt af min ovn. Radioen var tændt, så både musik og radioavis kunne fylde ensomheden ud. Ind imellem blev den skruet op på max styrke, for at give de bedste numre alt, hvad den kunne tage. Opfangede kun lige de første strofer, før jeg var henne ved volumenknappen. Lady Marmalade, en af sidste års favoritter. Musikken og rytmerne fik lov til at fylde rummet, men i den grad også min krop. Var alene i huset, så der var ingen at forstyrre eller undskylde overfor. Jeg blev et kort øjeblik sendt tilbage til Moulin Rouge, endnu en af Baz Luhrmann’s genistreger. Lod musikken få ordentligt fat, smådansede og sang med på de få strofer jeg kunne. Smilede mens mine hænder rutineret æltede den næste dej op. Når jeg bagte gik det nogle gange lidt amok. Sjovest, når der var gang i flere opskrifter på én gang. Ikke mindst fordi ovnen jo alligevel var tændt. Gav god mening.
‘Radioavisen klokken er 10 … Den svenske forfatter Astrid Lindgren er død 94 år gammel. Astrid Lindgren, var mest kendt for en række populære børnebøger, og vil især blive husket for Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg. I Lindgrens ældre år ….’. Jeg gik i stå midt i en bevægelse og hørte ikke resten. Tankerne fløj tilbage til de mange værdifulde øjeblikke, hvor jeg havde læst netop de bøger for mine børn. Fik klump i halsen. Mærkede en sorg og en tristhed skylle ind over mig, som var det et kært ældre familiemedlem, som JEG havde mistet og ikke én af verdens mest anerkendte børnebogsforfattere. Astrid Lindgren havde været en vigtig del af min barndom, min samtid, men også mine børns. Først nu gik det for alvor op for mig hvor vigtig. Hun havde været min bekræftelse på, at man også som voksen gerne må holde sit indre barn i live. At børn fortjener respekt, at blive lyttet til og taget alvorligt, et synspunkt langt foran sin tid. At svære emner som fx døden og mobning godt kan fordøjes i børnehøjde, bare de bliver serveret på den rigtige måde. Tænk sig, Astrid Lindgren død? Ikke nogen overraskelse, hun var jo blevet 94, men alligevel. Hun ville komme til at mangle. Jeg vendte tilbage til min gærdej og begyndte igen at ælte dog lidt mindre energisk end før.
Da bollerne var i ovnen og kanelsneglene stod til hævning var det tid til en kop te. Først yde, så nyde. Sad og bladrede lidt på må og få i den lille biografi veninden Margareta Strömstedt, altså Lindgrens veninde, havde skrevet. Bogen havde jeg til gengæld fået af min veninde, Jeanne. ‘Astrid Lindgrens klogebog’ hedder den og er en række af små guldkorn, der samlet giver et lille indblik i hvilken fremragende og nytænkende kvinde hun var.
Astrid Lindgren fik flere priser, herunder de tyske boghandleres fredspris. Jeg tror Brødrene Løvehjerte var udslagsgivende for den. Bogen handler om død, vold og krig, langt fra børnevenlige emner, men det formåede Astrid Lindgren alligevel at gøre dem. En stjernestund i bogen er en samtale mellem Jonathan og Orvar: ‘Jeg kan ikke dræbe nogen,” sagde Jonatan. ‘Ikke engang, hvis det gælder dit liv?’ spurgte Orvar. ‘Nej ikke engang da,’ sagde Jonatan. ‘Hvis alle var som du,’ sagde Orvar, ‘så ville ondskaben jo få lov til at regere i al evighed!’ Men så sagde jeg også, at hvis alle var som Jonatan, så ville der slet ikke findes nogen ondskab’.
Ovnen bippede. Rejste mig med et suk. Var for en tid blevet opslugt af den lille klogebog, og var pludseligt slet ikke så interesseret i mit bagværk længere. Bollerne var lige som de skulle være. De kom på en rist til afkøling. Duftede i øvrigt forførende. Satte nu sneglene i ovnen, og nappede én af de varme boller med mig over til den gamle slidte lænestol for at læse videre. Tiden var min, kun min. Frihed på et højt plan.
Lindgrens forståelse for børn, deres tankegang, deres logik og barneliv i al almindelighed var i det hele taget helt unik og rørende. Hun udtaler blandt andet til Dagens Nyheder i ’39: ‘Det er ikke let at være barn, nej. Det er svært, meget svært. Hvad indebærer det da - at være barn? Det indebærer, at man skal gå i seng, stå op, klæde sig på, spise, børste tænder og pudse næse, når det passer de voksne, ikke når det passer en selv. Det indebærer endvidere, at man uden at beklage sig må høre på de mest personlige kommentarer fra enhver voksens side, hvad angår ens udseende, helbredstilstand, påklædning og fremtidsudsigter. Jeg har ofte spekuleret på, hvad der ville ske, hvis man begyndte at behandle voksne på samme måde’.
Og det er præcis de tanker hun gør levende via Emil og hans fars skænderi under markedet i Lønneberg: ‘Din forbistrede knægt, står du her og drikker sodavand, når du for en gangs skyld har penge?’ Men nu blev Emil gal i hovedet, og det gav han besked på, så det kunne forstås. ‘Næh nu bliver jeg sørme gal,’ råbte han. ‘Når jeg ikke har nogen penge KAN jeg ikke drikke sodavand, og når jeg har penge, så MÅ jeg ikke drikke sodavand, så hvornår hulen skal jeg så drikke sodavand?’.
En anden form for børnefilosofi får vi fra Tommy, Anika og Pippi, der starter med Tommys: ‘Jeg vil aldrig være stor’, sagde han bestemt. ‘Det vil jeg heller ikke’, sagde Anika. ‘Nej, det er bestemt ikke noget at stræbe efter’, sagde Pippi. ‘Voksne har det aldrig sjovt. De har bare en masse kedeligt arbejde og dumt tøj og ligtorne og kummineskatter.’ ‘Kommuneskatter hedder det’, sagde Anika. ‘Ja, det går ud på ét’, sagde Pippi. ‘Og så er de fulde af overtro og skøre regler. De tror, der sker en stor ulykke, hvis de kommer til at stikke kniven i munden, når de spiser og den slags’. - Jeg kan simpelthen ikke andet end at grine højt, når jeg læser ordene, uanset om jeg sidder alene eller læser op fra de bøger. Helt igennem ubetaleligt.
Nu var mine snegle færdige. Jeg kiggede på uret og talte lidt på fingrene for mig selv. Jeg skulle ud ad døren om lidt, men var jeg hurtig med at få klædt mig om, kunne jeg nok lige nå at læse lidt mere. Da jeg falder ned i lænestolen igen, opdager jeg, at jeg helt havde glemt at spise min nybagte bolle.
For år tilbage lavede Morten og jeg en event i vores naturvidenskabelige oplevelseshus. Den havde vi kaldt ‘Ude på skrammer’ og var mest af alt et budskab til vor tids overbeskyttende forældre. Børn skal ligesom have skrammer undervejs i deres barndom. Den eneste måde i virkeligheden at lære for alvor, hvad man skal undgå eller hvad man skal lære at mestre. I stedet bliver børnene forfulgt med et evigt ‘pas på’ af deres forældre, også dér, hvor det ret beset ikke er nødvendigt. Som et lille håndgribeligt ‘opråb’ fra os, som også pressen kunne hygge sig med at tage billeder af, havde vi lavet et ‘vat-indpaknings-sted’. Budskabet var: ‘du kan gå sammen med dine børn ind i vores lille udstilling med risiko for at få et par skrammer undervejs, eller du kan gå direkte over og få pakket dit barn ind i vat med det samme'. Det kom der faktisk de herligste fotos ud af. - Astrid Lindgren tog i Ronja Røvedatter fat i det samme emne. - Mattis sukkede og holdt fast om hende. ‘Men du husker nok, hvad jeg har sagt, du skal tage dig i agt for?’ Ja, det huskede hun udemærket. Og i de følgende dage bestilte Ronja ikke andet end at tage sig i agt for det, der var farligt, og øve sig i ikke at være bange. Hun skulle passe på ikke at falde i elven, havde Mattis sagt, så derfor sprang hun lystigt rundt på de glatte sten ved bredden, hvor elven brusede allermest. Hun kunne jo ikke så godt gå ude i skoven og være bange for at falde i elven. Nej, hvis der skulle være nogen mening med det, måtte det jo ske der, hvor vandet fossede og ingen andre steder.
Åh nej, tiden var alligevel løbet helt fra mig. Typisk. Tidsoptimist om nogen. Opgav at finde en anden kjole at tage på. Gned de værste melpletter af på kjolen og i ansigtet. Hoppede i et par sko og var ude ad døren og oppe på min cykel i løbet af ingen tid. Cyklede med livet som indsats op ad hovedgaden i kold modvind, og nåede lige akkurat ind ad s-togets bippende døre, inden de lukkede. Trak vejret dybt og landede med et bump ned på et ledigt sæde. Lige overfor sad der den skønneste rødhårede og fregnede tøs og smilede til mig med sine alt for store fortænder.
