Den signede dag ...

(denne gang fik vi et oplæg i vores skriveværksted, der hed: Nat og dag. Den kom til at hedde Den signede dag (Ida's input))

Tænk, at man kan længes så meget efter daggry. Behøver slet ikke være én af de der spektakulære solopgange, som den vi fik i går søndag. Nej bare morgenens komme. Og den er der heldigvis meget snart. - Men det ER nat endnu og skyggernes dæmoner har stadig et alt for godt greb i mig. De hvæser og ler skingrende af mine mørke tanker og i stedet for at modsige dem, siger de bare ting som ‘ja, og som om det ikke var nok…. var rigeligt, så har du det jo også rigtigt skidt fordi ….’. Ja deres mørke og stjernedøde natlige inspiration er uendelig. En uendelighed af ting, som jeg har sagt eller gjort, måske ikke-gjort endda. Misforståelser, tankeløshed, ensomhed eller bare slet og ret ked-af-det-hed. Fornemmelsen af ikke at have forstået, ikke at have været et godt nok eller dygtigt nok mig, ikke længere at passe ind dér, hvor jeg engang følte mig allerbedst tilpas. Det skingrende begynder at tone af. Latteren er døet helt ud nu. Nu kan jeg også ane et lilla-orange skær på himlen…. Gudskelov!

Min tur

(Ramme:
Beskriv én, der får en overraskende besked)

Mens jeg gik ned ad gangen mod Karstens kontor med den vildt lærerige og interessante bog i hånden som jeg lige havde købt til ham omkring strategi og ledelse, gik jeg og tænkte på det sidste års tid eller mere. Det havde været en forandringernes tid. Fyringer af medarbejdere. Den store flytning ud i midlertidige kontorer rundt om i byen. Ny direktør, som jo så heldigvis og yderst fortjent blev Karsten. Han havde jo sådan set også kandideret som ‘kronprins’ til stillingen i flere år. Men intet havde været sikkert. Bestyrelsen havde i den grad det største ‘say so’ i hele rekrutteringsprocessen, og havde Karsten været uheldig, havde der været en anden derude, som var den bedst kvalificerede. Men sådan endte det heldigvis ikke. Karsten fik jobbet. Den Gamle havde trukket sig tilbage fra alle de ledelsesmæssige beslutninger, men var dog ikke gået 100% på pension endnu. Han havde gaflet sig andre spændende retræte-opgaver. Alle var glade. Og jeg da især. Karsten og jeg har altid haft et helt særligt partnerskab. Vi har altid støttet hinanden i ledelsesgruppen. Vi har stået last og brast. Jeg har gjort ALT, hvad der har stået i min magt for at støtte op omkring ham, som den eneste rigtige som ny direktør. Jeg har da godt nok også hørt ‘på vandrørerne’, at jeg er blevet kaldt for ‘brown-nosed’, men dens slags rører mig ikke. De kan tænke hvad de vil. Vigtigst er det, at Karsten ved, at han kan regne med mig til enhver tid.

Da jeg trådte ind i Karstens kontor og så ham i øjnene, kunne jeg straks se, at der var noget galt. Jeg lagde min gave til ham stille ned på bordet og satte mig. I samme øjeblik kom også Emil ind på kontoret og da slog mistanken ned i mig som et lyn, men jeg turde ikke tænke tanken helt til ende. ‘Bevar roen Ilse. Bevar roen’, sagde jeg til mig selv. Det kan jo ikke passe. Da ikke mig. Alle de andre måske, men da ikke mig. Da slet ikke mig. Karsten og jeg er jo et team.

Jeg hældte lidt vand op i et glas fra den karaffel, der stod på bordet, drak nervøst og forsøgte at koncentrere mig om Karstens ord. Noget med en ny organisation. Noget om den skrantende økonomi. Noget om at sætte det bedste hold. Jeg kunne mærke den der nerve i venstre øje, den der laver små nærmest usynlige trækninger. Jeg sad med hænderne under bordet, så han ikke kunne se, hvordan jeg sad med neglene dybt nede i min svedige håndflade, som hvis der var fysisk smerte, så kunne jeg da koncentrere mig om den i stedet for alle de onde ord fra Karsten, der landede som piskeslag. 

Jeg forsøgte at fange Emils blik for at se, om det hele bare var en virkelig dårlig spøg. Han kiggede væk. Men han var jo også bare vant til den del af tjansen. Havde også været med alle de gange, hvor det havde været mig, der sad i Karstens stol. Men nu var rollerne byttet. Det var altså min tur i dag. 

Der blev skubbet et stykke papir hen til mig. Jeg skrev under som i tranche. Rejste mig. Tog bogen med mig. Og da jeg lukkede Karstens dør bag mig, var det som, at alt eksploderede omkring mig. Alle de velkendte lyde på gangen ramte mig som en nærmest ulidelig og øredøvende støj. Der var flere af mine kolleger på gangen, men jeg kunne pludselig hverken genkende deres ansigter eller huske deres navne. Undgik helt øjenkontakt. Gik ind på mit kontor, tog min taske og gik.

Et halvt år efter

Ramme:
Skriv om en situation, der udspiller sig et halvt år efter

Den skarpe forårssol varmer gennem ruderne. Varmer mig. Forsøger at tø min ret så gennemkolde og formørkede vintersjæl op. Forsøger måske også at overbevise mig om, at alt nok skal blive helt godt igen? At lyset findes? Glæden? Jeg sidder med lukkede øjne henne i min yndlingskrog og lader varmen brede sig lige så stille. Minder mig om vores mange hygge-søndage på gulvet under tæppet og med en film i TV. Ind imellem en god film, masser af dårlige. Men en søndag sammen med dig var altid perfekt. Jeg fornemmer dig i rummet. Mærker din duft. Din varme hud mod min og dine dovne, lidt bitre tobakskys på mine læber. Jeg ville give alt for et af de kys lige nu.

Tiden er gået forbavsende hurtigt siden du forsvandt. De seks måneder uden dig er som fløjet afsted. I starten mærkede det som om, at tiden havde tænkt sig at gå helt i stå. At den ville fastholde mig og alle mine mørke og vrede tanker. Ikke give mig en chance for at frigøre mig for dets stærke og kvælende greb om mit gennemsyrede hjerte. Kan selvfølgelig godt se nu, at jeg alligevel ér kommet videre siden dengang. Men jeg vil under alle omstændigheder aldrig helt kunne forstå, hvorfor du skulle videre. Hvorfor du ikke blev her hos mig. Nu hvor vi endeligt langt om længe havde fundet den perfekte kæreste-formel.

Jeg åbner øjnene igen. Smiler til dit foto på væggen og tapper koden ind på min iPad. Tænk, hvor ville det være dejligt at finde en hilsen fra dig dér. Leder lidt på må og få. Hotmailen. Facebook. Klikker ind på historikken og finder tilbage til den 27. september 2014. Læser min update fra den dag….

Sidder her og tænker på Søren. På hvor højt vi elskede hinanden, på hvor højt jeg elsker ham. Han mangler. Hans natlige opkald, vores mange snakke i løbet af dagen, mine weekender hos ham. Han elskede sangen ‘If tomorrow never comes’. Vi var rigtig gode til at fortælle hinanden hvor højt vi elskede hinanden. En sang der tit bliver spillet i disse dage er Rasmus Seebachs ‘Fri’. Den siger alt om Sørens alt, alt for tidlige død. Jeg ved godt, at der ikke er nogen der kan tage den her smerte fra mig og det ønsker jeg heller ikke. Søren er hver en tåre værd, al smerten. Jeg vil have lov til at græde, jeg vil have lov til at sørge uden hele tiden at få at vide af velmenende folk, for det er velment ved jeg, at det går over, for det kan jeg sgu ikke se lige nu...

En skønne dag

Det var faktisk så heldigt, at hun kunne blive begravet på sin 75 års fødselsdag. Ja, på den ene side ville hun have elsket al hurlumhejet, at hun var midtpunktet og at der kom så mange for at fejre hende. Kirken var jo fyldt til bristepunktet. Og på den anden side, så ville det også have ærgret hende, at den her fødselsdag ikke helt blev, som hun havde planlagt. Der var jo for det første lige hendes egen tilstand at tage i betragtning, men tænk, der kom også folk til festen, som hun aldrig i livet selv ville have inviteret. Og hvor var Bjarne i det hele taget? Hvorfor kom han ikke? Efter så mange år hvor deres liv havde været viklet ubønhørligt ind i hinanden, kom han ikke den her dag af alle.

Bjarne havde været hendes store støtte og ikke mindst hendes og drengenes redningsplanke i årene efter ulykken. De to havde haft så mange glade år sammen med masser af kærlighed, sol og varme. Godt nok havde der også været lidt kølighed og jalousi ind mellem, men ikke værre, end at de stadig så forelskede ud på det foto, der blev taget til deres ‘sølvbryllup’. Ja, for rigtig giftes med Bjarne havde hun aldrig villet. Der var jo statens enkepension. Den kunne blive nyttig, når man mindst ventede det, var hendes begrundelse.

På den måde fortsatte Bjarne med bare at være Bjarne. Han blev aldrig Anna’s mand for alvor, sådan rigtig med ring og det hele og da slet ikke drengenes far. Selvom han gjorde et rigtigt godt stykke arbejde som deres far. De fik i øvrigt også besked på at kalde ham Bjarne. Det var hende, der insisterede.

Umiddelbart efter sølvbrylluppet fulgte årerne i Spanien. Hun havde endelig fået vished om hans andre damebekendtskaber og var gået sin vej. Fra den ene dag til den anden. Så langt væk som overhovedet muligt.Vejret var godt på Solkysten. Drinksene billige. Andre danskere at være sammen med. En enkepension, der kunne række til det meste. Meget nemmere at glemme på den måde.

Men det hjalp ikke helt. For han nægtede at glemme hende. Han sagde undskyld gang på gang, og han mente det helt ind.‘Bare en dum fejltagelse. Det er jo dig, jeg elsker!’ Men hun var kold og blev nede i varmen.
Men så var det en dag, mens hun mindst ventede det, at hun følte sig tvunget til at vende tilbage til Danmark. Opgive projektet med at drikke sig ihjel af hjertesorg. Hjem for at passe børnebørnene, der pludselig stod uden mor og far. Lang historie. Noget med narko, politi, fængsel og år med bekymringer og skuffelse. Nu startede der en tid, hvor hun passede børn og formåede at få enderne til at nå sammen med stor hjælp fra pensionen. Hun var den kærlige men noget strenge farmor, der ikke accepterede nogen slingrekurs overhovedet. Modsat de manglende forældre, hvor det nu kom frem, at de havde brugt de seneste år på misbrug og handel med stort set alle typer ulovlige substanser.

En ny hverdag med børnehave og skole og weekender med ‘de gratis fornøjelser’ blev hendes og børnenes alligevel glade og trygge virkelighed. I skoletiden begyndte hun så at få omsorgsfuldt herrebesøg. Bjarne kom jævnligt forbi det lille hus i haveforeningen, i al hemmelighed selvfølgelig, for at sikre sig, at hun havde det godt og for at høre, om var noget han kunne hjælpe hende med. Det var der. Bjarne havde stadig svært ved at holde sig til kun én kvinde, men nu var det bare bedrageri med, hvad kan man kalde det? Ja, med omvendt fortegn. Den ultimative hævn, syntes hun sikkert. Og som hun forklarede veninderne ‘jeg har jo også mine behov! Men jeg vil ikke have ham tilbage. Det er meget sjovere på den her måde’.

Men altså Bjarne kom ikke til begravelsen. Med garanti fordi hende den anden krampe, det gamle ‘sidespring’, kællingen, hans nuværende kvinde havde sagt, han ikke måtte. I årevis havde hun levet i en tro om, at Bjarne var hendes og kun hendes. At hun havde vundet Bjarne fra Anna dengang og for altid. Men en skønne dag gik det op for hende, at i virkeligheden var det bare sådan at Bjarne altid havde været og stadig var Annas. Også i dag, hvor hun nu var helt kold, men ikke fik lov til at sige farvel til ham en sidste gang. 

Angel and Angle

Now at the beach cottage. Love it here. The quiet. The peace. The solitude. Love it! I also looove the company of people. Lots of people. Love cooking up a storm for friends and family. Love having a party not planned at all. Love chaos. But I also love the company of just me.... Then I'm in charge. I'm responsible. Responsible for my own happiness. 

Alisa once said to me during one of my many complaints about my husband. ‘Helle, you are responsible for your own happiness. Are you not satisfied, YOU need to change things’. She was right of course…. She still is.

Bruce, the potter, is in Denmark now. He loves it here despite weather and wind. During our walk and talk in Christiania, he tells me that the whole place is such an inspiration to him. He feels the creativity and anarchism in this little society of its own. Our topics are many and flying in all directions. We talk about parenthood, marriage and divorce. Bruce says: ‘Barbara and I had 28 years together. To me that is a huge success’. New angle, and Bruce is of course right.

Ina is an angel. She doesn’t know that, but it’s true. And I am of course right.

Ventetid

(en aften for snart længe siden på Borup Højskole, hvor der blev danset tango i salen)

Ventetid...

Den måde han synger den gamle argentinske sang på med en sprød bandoneón og en legende piano til hjælp, kan få enhver til at drømme om for længste svundne tider. Til dengang, hvor mænd var mænd. Dem der bestemte og førte an. Dengang, hvor det var OK at være kvinde, kvinde med krop og sensualitet. Hvor man kunne sig sig føre og forføre uden af den grund at være svag eller nem at udnytte.

Lokalet er dunkelt, lidt støvet og den eneste lyd ud over musikken er sløbende fødder. Intensitet. Luften er tyk af lyst blandet med en svag duft af sved. Der leges, drilles, ægges. Der inklineres, accepteres, brillieres. Dansegulvet er fyldt til bristepunktet. Kroppe, ben, blikke.

Jeg sidder her i mørket og betragter og lytter. Vugger med. Følger de dansende, der har lukket sig selv inde i deres helt egen verden. Jeg beundrer deres mod og kådhed. Jeg kigger ned ad mig selv. Synes selv, jeg ser ganske pæn ud i aften i min sorte kjole og det mørke hår samlet i nakken. Min duft er verbena. Mine sko er røde.

Min by

(Ramme:

Fortæl om byens rytme og brug visuelle midler. 

Du har 10 min til at skrive i)

Det var lige før man kunne se morgenlyset. En svag morgenrødme viste sig mod øst. Og heldigvis kun 2 timer til min vagt i bilen her var slut. Den havde også en lidt træls lyd, når den som hyrevognen her, har kørt 3 døgn uafbrudt. Det skal der altså et ordentligt skrog til. 

Elsker den her tid på dagen. Istedgade lever stadig. Der sidder en enkelt alfons på en trappe og holder øje med hans to mørke skønheder henne på det næste hjørne. Mændenes Hjem er endnu ikke åbnet, men der står allerede nogle stykker og skutter sig i morgenkulden og glæder sig til dagens første kop kaffe. 

Min by, København, er altid lidt sløv i betrækket på det her tidspunkt. SÅ meget anderledes end ved 23-tiden en lørdag aften, hvor alt summer, pigerne går på alt for høje hæle og i alt for lidt tøj. Og der er en forventnings fuld stemning til en god aften i byen.

.Mest af alt elsker jeg morgenerne. Nok netop pga den der træghed, der er i al bevægelse. Dvs dér cykler der et kvindemenneske for fuld udrykning med et lettere panikagtigt ansigtsudtryk, nu cykler hun også over for rødt. Hun er med garanti for sent på den til sit rengøringsjob eller noget i den boldgade. 

Jeg holder af byen. Jeg holder af mine morgener. Om lidt skal jeg hjem og vække mine tre drenge, så de kan blive klar til at komme i skole, og SÅ er det min tur til at slappe lidt af, sove. Slappe af til mit næste job som vagt. Skal møde kl 12 i butikken på Strøget, og når vi igen når til kl 22:00 sidder jeg atter i vognen her. Håber den der trælse lyd er gået væk til den tid.

Grønt lys (på 3 måder)

Rammen:
3x5 linier om GRØNT LYS
1. emne natur
2. emne tanker og følelser
3. emne sproglig leg!

Grønt lys!

Farven slog imod mig som en boksehandske og en kraft, jeg overhovedet ikke var forberedt på. Senest har grønt løv ikke været sådan rigtigt grønt mere. For dér nede, down-under, er det gum- trees, der dominerer billedet. De er alle støvgrønne og nærmest sådan lidt ufokuserede at se på. Nej, så skulle de der aussies da komme til mit land. Kom i maj. Kom og se farven på VORES træer.!

Håbet er grønt. Sikke da noget ævl at sige. Hvem fanden har fundet på, at følelser nu skal have farver? Hun var gul af skindsyge... Må jeg da være fri. Nej rød i hovedet af vrede og arrigskab, det er da til at forstå for enkeltmand. Jeg kan bare blive noget så rasende ... nuttet og candifloss agtigt. Må jeg være fri....!
Grønærter, grønhvidkål, grønne grise, grøn er vårens hæk. !
Grønærgerligt. Grønkedeligt. Grøntarveligt, grønuvirkeligt!
Grøngivende rigtigt!
Grøngullortebrun!
Elsker alt det grønne og en jæger er min ven! 

The Dubliners

Lækker soul-musik i højtalerne og et par smilende unge mænd bag disken. Mere skulle der åbenbart ikke til at overtale Pia og mig til en hurtig kop kaffe inden afgang mod Dublin. Stemningen i terminal 3 var sådan lidt afslappet nærmest doven. Business-drengene dominerede ikke ’gade’-billedet. De holdt vel helt fri mellem jul og nytår. Og kernefamilierne sad enten og så julefilm hjemme i stuen med knas og clementiner eller lå på stranden i Thailand med rige muligheder for massage og anden selvforkælelse i solen. Men Pia og jeg havde helt andre planer. Dublin. Musik og hygge.

Var flad af grin, da jeg kom ned til bordet med de to bægre kaffe til os. Gutten bag disken havde helt klart flirtet med mig. Med MIG! Kunne jo nemt være hans mor. Havde selv været kæk nok til at foreslå ham at finde filmklassikeren ’The Graduate’ med Dustin Hoffman frem, nok filmhistoriens første eksempel på en cougar. - Coo coo cachoo Mrs Robinson, nynnede jeg opmuntret. Sådan en oplevelse, bliver humøret da ikke dårligere af. Flabede knægte. Når de bliver lært op som ’juicer’ er jeg sikker på, at de også får et kursus i hvordan man får kunderne til at føle sig ekstra godt tilpasse. Og skal der flirtes, som en del af den opgave, så flirtes der. Faktisk lidt sjovt. Det er jo bare søde drenge. Kunne ligeså godt være min egen søn, der stod der bag disken. Og han ville også holde meget af noget humoristisk modspil til at give dagen en ekstra dimension.

Mens Pia slår en høj latter op over min mere end levende beskrivelse af min nylige ’købs-oplevelse’, kan jeg ikke undgå at bemærke ham, der har slået sig ned ved nabobordet. Ham igen. Et sjovt tilfælde. Ham har jeg allerede bemærket indtil flere gange her i lufthavnen i dag. Han havde stået lige bag os i bagage drop’en. Kunne på en sjov næsten fysisk måde mærke hans tilstedeværelse. Som om han stod helt tæt op ad mig. Hans varme krop. Hans duft. Greb mig selv i dagdrømme et kort øjeblik. Kom til at forestille mig ham gå bare to skridt op til mig og give mig et langt varmt kram bagfra. Hvor jeg kunne mærke hele hans krop op imod min, mens han gav mig et kys i nakken, på præcis det sted, han ville vide jeg var særlig følsom. Mærkede ham nappe mig i det ene øre og hørte ham hviske ’hej igen’. - Uh, den fantasi, som den har det med at løbe af med mig. Tag dig nu lige sammen, Helle. - Om han var lækker? Aner det faktisk ikke. Tænkte ikke lige over det i øjeblikket. Men der var noget vildt tiltrækkende ved ham. Flere gange havde vores øjne mødt hinanden i køen. Mine brune. Hans blå. Og det var som om, at han ikke ville give slip. Holdt fast i mit blik, næsten som om, han forsøgte at fortælle mig noget uden ord. Hver gang havde det rislet mig ned ad ryggen. Og hver gang, når jeg havde sluppet hans blik og vendt min opmærksomhed tilbage mod Pia, kunne jeg  ligesom mærke hans blik vandre op og ned ad min krop. I sådan et øjeblik gad man bare godt have et par ekstra lange og tynde stænger i et par sexede sorte støvler og en lille velformet numse, så det gode syn var sikret. Men så skal der alligevel drømmes ordentligt igennem, til at mine  bare 164 cm, som der overraskende nok står jeg måler i mit pas., forvandles til lange stænger. Arh, what the hell. Det betyder vel ikke noget 3 cm fra eller til. Altså, når det gælder højden ☺.

Han var stadig med os gennem security, både paskontrollen og scanneren. Jeg måtte sædvanen tro ud og stå med spredte ben og arme. Bipper bare altid. Noget med metalbøjlen i mine yndlingsBH’er. Fik som altid lige en kort skæg snak med hende, der ’mærkede efter’, om jeg havde noget ulovligt metal på kroppen. Husker ikke hvad jeg sagde til hende, men vi måtte begge grine fornøjet. Kan godt lide at dele lidt ud af mig selv og min humoristiske sans, især til de folk, der ellers har en tendens til at blive taget for givet og derfor næsten bliver usynlige i deres arbejde. Som fx dem, der her står og laver jordens vel nok kedeligste rutinearbejde. Og om det er i lufthavnens security eller for den sags skyld i toget, når en hjemløs går igennem kupéerne for at tigge. Det er stort set det samme. Begge grupper af mennesker har det med at forsvinde for folks øjne. Jeg synes jeg er med til at få dem til at eksistere ved at tale med dem, mens jeg fx roder rundt efter mine småpenge. Og hvem ved, der findes måske en historie lige dér, der venter på at blive samlet op af sådan én som mig.

Da jeg inde i den enorme toldfrie butik stort set støder frontalt sammen med fyren fra før. Tager han i samme øjeblik forsigtigt fat i min skulder og albue, kigger mig ind i øjnene og siger med stille dyb stemme, som om det kun var mig, der måtte høre, hvad han sagde ’hov, der var du lige ved at få et kram’. Havde nær sagt ’tak som byder’, men heldigvis var min sædvanlige kækhed forsvundet et kort øjeblik. Men der var en elektricitet i luften. Gad godt lige i det øjeblik, at have haft magten til at få resten af verden til at stoppe op. Fryse i tid og sted. Ligesom man ind imellem ser det på en film. Så ville det kun have været ham og mig, der eksisterede lige i det øjeblik. Hvad ville jeg have gjort? Jeg ville have krøbet ind i hans favn. Listet min arme ind under hans bløde sweater. Ladet mine hænder glide op af hans bare ryg. Ind over hans brystkasse. Ville lige have sikret mig varm og lækker kropskontakt af første grad. Så ville jeg have kærtegnet hans ansigt med begge mine hænder. Ladet min pegefinger tegne omridset af hans læber. Stillet mig op på tåspidserne for at plante et langt varmt kys på hans mund. Et kys han gengælder og kun modvilligt giver slip på. - Og i samme øjeblik jeg slipper hans favntag vil verden igen begynde at bevæge sig. Ingen har set eller mærket vores lille intime mikro-begivenhed. Vi smiler, nikker kort til hinanden og går i hver sin retning. Han ned mod kasserne. Jeg skal lige over og kigge på Dior’s cremer.

Og nu sidder han så også på Joe & The Juice. Tæt på vores bord, selvom der er nok af borde at tage af denne sene december aften mellem jul og nytår. Han rejser sig et par minutter før os. Kommer helt hen til vores bord. Bøjer sig ned mod gulvet og samler mit boarding pass up, som jeg tilsyneladende har tabt. Han kigger på det og siger. Dublin sæde 10E? Jeg har 10D. Vi skal da vist følges ad. Før vi får set os om, begynder snakken lystigt mellem den ukendte, Pia og jeg. Han præsenterer sig som Mark. Han skal til Dublin for at besøge et par venner, og så skal de ellers ud og nyde noget af al den hyggeligt irske musik i Dublin. De plejer at fejre nytår sammen, men siden vennerne er flyttet til Dublin, er det blevet tradition, at de ses et par dage her i mellemjulen i stedet. Lyder hyggeligt. Han er hyggelig. Virker som en helt igennem rar mand, men med et legesygt og lidt fræk blik i øjnene. Holder af mange af de ting, jeg også sætter pris på.  En god film. Vi får lang tid til at gå med at rose den nye franske film ’De Urørlige’ til skyerne. Har tilsyneladende gjort et ligeså stort indtryk på ham som på mig. Vi har læst mange af de samme bøger, og har derfor også bud på, hvad den anden så skulle tage at læse i næste omgang. Musiksmagen stritter for ham som for mig i alle mulige retninger. Kan lide lidt af hvert. Men nu er det Dublin, folkemusik og The Dubliners, som er målet. Desværre skal de ind og se koncerten dagen efter os. Vi har bordrække 2 midt for den 28. december. Deres pladser er næsten lige så gode, men altså til dagen efter. – Tænker helt automatisk ’ærgerligt’.

Det tog ingen tid at gå gennem lufthavnen ud til gaten, ind i transitten og ud til flyet, for munden stod ikke stille på nogen af os. Vi lignede 3 gode venner, der var på vej på eventyr. Vi fandt vores pladser. Pia en vinduesplads. Jeg i midten og Mark ud til gangen. Flyet lettede. Pia faldt hurtigt i søvn. Hun havde også været på arbejde meget tidligt om morgenen. Så Mark og jeg havde tiden til os selv. Til at snakke og ind imellem kigge hinanden dybt ind i øjnene. Til at røre ved hinanden, bare lidt og helt som to rigtig gode venner ville gøre det. På et tidspunkt, mens jeg taler nok så lystigt derud af om et par fede koncertoplevelser, jeg havde haft samme efterår med et århusiansk cover band, der hedder Queen Machine, lægger Mark hovedet lidt på skrå. Rækker den ene hånd ud efter mig og fjerner et lille hår, der har fundet vej til min mund. Idet han med et pincetgreb forsigtigt fjerner håret, finder hans fingre igen tilbage til mine læber. Kører en pegefinger hen over og siger med hæs stemme ’jeg skal bare lige mærke, hvor bløde dine læber er’. Mærkeligt nok føles det helt naturligt, og kommer i respons til at bide lidt i hans pegefinger og suger helt forsigtigt på det yderste fingerled. Mark’s blå øjne begynder at svømme hen og blive ufokuserede. Udstøder et lille stille åhhh, kigger mig igen dybt ind i øjnene og siger til mig: Du ved godt, at vi kender hinanden allerede ikke?

Fuck jer lige så!

(det her lille 'skriv' skrev jeg efter én af mine Facebook-venner havde skrevet det fedeste morgensure indlæg på FB. Nappede hendes tekst og gjorde den til min egen).

Den her går ud til alle de fortravlede, latterlige røvhulscyklister i den københavnske morgentraffik. Må i knalde jeres hjelmløse hipsterhoveder direkte ned i asfalten og krølle jeres bremsefrie studentikose møgcykler til ukendelighed. Det er nemlig meget federe end at komme for sent til medieskolen. Og den går også ud til alle jer midaldrende mænd, som tror i er Bjarne Riis bare fordi I i stramme CSC-bukser er på vej til kontoret med 100 km/t lige bag en 6-årig, der netop har fået sat sadlen op. Og også til de damer med musik, kaffe latte og gigantiske lædertasker og hvad fanden i ellers kan fitte på jeres styr - fuck jer lige så…..

Nå for søren da. Det var der ellers noget af en svada og ikke mindst kraftfulde ord, der kan komme ud af den smukke og blidt udsende kvinde, Caroline. Jeg sidder og griner stille for mig selv og må samtidig lidt genert kigge mig omkring i S-toget. Tror ikke nogen hørte mig. Alle er bøjede over andre Facebook-historier på egen iPhone, iPad eller iBook. Jeg er nødt til lige at læse den én gang til og undertrykker en stærk trang til at læse den højt for alle. Opslaget har en lyd og en rytme og ord, der nærmest trygler om at blive læst op med vred og fyndig stemme. 

Carolines nærmest musiske sans for at sætte ord sammen er temmelig misundelsesværdig. Elsker den slags ord og elsker i virkeligheden også at få folk til at grine. Hvad er det mon for et behov? Det må jeg en dag tale med min kloge nevø om. Han har skrevet et utal af fyndige og kraftfulde tekster til diverse shows og sitcoms. Han har tæft for det morsomme. Tæft for at sætte gang i en debat med sine ofte provokerende og ikke nødvendigvis populære synspunkter. Og han gør det tit og til manges grænseløse irritation. HAN tør nemlig tage bladet fra munden. 

Kigger diskret rundt på mine medpassagerer, som om jeg søger en accept af min usagte anmodning om at få lov til at more dem lidt, den her propfyldte mandag morgen. Men jeg får ikke øjenkontakt, så jeg siger ikke et ord, men jeg ved, at man på lang afstand kan se, at mine øjne spiller og at de har et frækt gadedrengeudtryk lige nu. Men ingen kigger i virkeligheden. Alle har travlt med eget liv og egne historier.

Gør hverdag til fest

Jeg har gransket min hukommelse, spurgt forskellige mennesker om deres mest pinlige episode, men jeg har ikke fået en pinlig historie, som også MÆRKER pinligt, ikke mindst når det bliver skrevet og læst op. SÅ kom jeg i tanke om dag, jeg gik i mit køkken i Sydney og lyttede til 106.5 The Easy Mix (min favorit radiokanal) med den bedste rengørings- og bagemusik. Her var det lytterne, som ringede ind med deres mest pinlige episode. Damen her, lad os kalde hende Lauren tog prisen den dag. Well …..

Jeg havde haft den travleste dag på kontoret, og vidste at jeg skulle bruge i alt 1 time for at kunne nå min aftale hos gynækologen. Først en halv time på transport hjem, så lige 10 min i badet og så endnu 20 minutters transport hen til Dr. Kessler, hvis alt gik godt, for på det tidspunkt af dagen kunne det tage det dobbelte. OG så var der jo også lige den med parkeringen. Var jeg nu heldig eller uheldig med at finde en plads til min lidt store 4WD. Tiden fløj og jeg kunne se min tids-buffer konstant skrumpede ind, så da jeg endelig langt om længe sad i bilen på vej hjem, var jeg bare mindst 20 min for sent på den allerede.

Jeg fløj ind i huset og smed tøjet på vej op til badeværelset. Kiggede panisk på uret og måtte overtale mig selv til at skippe badet. Arrrrhhhhh bare ikke badet, vel? Så i stedet snuppede jeg den vaskeklud, der lå på kanten af vasken og gjorde mit bedste for at få vasket min ….. du ved ren. That’ll do tænkte jeg. Greb et par rene trusser og spænede ned ad trappen igen for hjertebankende at sætte mig bag rettet. Please dear God, lad trafikken være mit mindste problem i dag…. Heldigvis blev mine bønner hørt. Trafikken gled som i smør og jeg kunne også parkere rimeligt tæt på lægens konsultation. Jeg løb på det nærmeste ind til sekretæren og sagde helt åndeløst mit navn. Hun smilede bare roligt tilbage og sagde, at jeg kom præcis til tiden, så jeg kunne bare slappe helt af. Kunne mærke hvordan kroppen slap alle sine spændinger, faldt ind i en dejlig afslappet tilstand, som havde jeg lige løbet et par kilometre og nu havde fået mit hvile-åndedrag tilbage. Var ikke engang nervøs over, at jeg lige om lidt skulle ligge med mine stænger i de to bøjler. Jo ikke ligefrem en yndlingsposition for nogen af os kvinder vel? 

Nu blev det min tur til at blive kaldt ind til Dr. Kessler. Han gav mig hånden. Smilede og sagde, at det var dejligt at se mig og at han var glad for, at jeg altid passed mine konsultationer og i øvrigt altid kom til tiden. Bad mig tage bukser og trusser af og lægge mig godt til rette på briksen. Imens han fandt sine gummihandsker og sine torturinstrumenter frem, tog jeg mit tøj af, lagde mig op på briksen, skubbede mig ned mod kanten med enden, tog et dybt åndedræt og forsøgte at slappe helt af. Lægen rullede sig på sin stol hen mod mig, så han var i øjenhøjde med min ….. du ved. Og så fulgte der en lille periode med dyb tavshed. 

Lægen rømmede sig engang, jeg kunne høre da han tog sit instrument, og sagde så med dyb, men alligvel lidt munter stemme ‘nå, vi har nok pyntet os lidt til lejligheden i dag’. Anede ikke hvad manden talte om, så jeg svarede med sådan et hverken/eller ‘mja’ og koncentrerede mig igen om at slappe af i hele bækkenbunden. Nu kom vi til den del, som jeg tror alle vi kvinder hader. Og som altid var det overstået før man kunne nå at tælle til 10 og slet ikke så ubehageligt, som man mente at kunne huske fra sidst. Lægen fortalte mig, at alt så rigtigt fint ud. Livmoderen havde en smuk lilla farve, og at der ikke var nogen grund til at tro på celleforandringer eller andre uhyrligheder. Bad mig tage tøjet på igen.

Kørte stille og roligt hjem igen. Nærmest helt træt ovenpå de sidste par timers stress og jag. Gik op på badeværelset for lige at rydde op efter mig selv og for at få smidt vaskekluden til vask. Da jeg skyllede den under hanen kunne jeg se, at det var min lille datter, der havde brugt den sidst, for med vandet løb der nu en strøm af små glitrende stjerner og blinkende diamanter fra hendes glitterlim og fra æsken med hendes elskede glimmerpynt.