Et fund

Der er ikke noget så fantastisk, som at gå en tur ved Vesterhavet en sen septemberdag. Det er ikke blevet koldt endnu for alvor, så man behøver ikke meget andet end en sweater og en windbreaker. Sommerens nogle gange påtrængende varme og krav om at vise hud og bliver solbrun er endeligt langt om længe forbi.

Jeg havde smidt skoene. elsker at gå med bare fødder i sandet. En nærmest sensuel følelse af frihed og friskhed. De var stadig brune. det havde været en dejlig sommer. Lang og solrig. I virkeligheden var jeg også lidt ked af, at nu ligger den mørke tid foran os. Lever bare bedre med lyset. Kulden og de uigennemtrængelige vintermørke er bare ikke menneskeligt overhovedet. Svært at gøre sådan én som mig tilfreds.

På det her tidspunkt på året er det en helt anden måde at tage til stranden på. I stedet for tæpper, håndkælder og klistrende sand, er en strandtur i september mere en lille ekspedition. En opdagelsesrejse med plads til store tanker, og plads til at lade blikket forsvinde ud mod horisonten og drømme om den verden, der ligger på den anden side.

Og så er en vesterhavsstrand jo også sådan en rigtig strand. Ikke som dem på kysten nord for København. Nej der skal store vider til. Afstanden mellem sdste og strandkanten skal helst synes uendelig. Og bølgerne, ja de skal have den der helt særlige karakter af vild og voldsom og skal kunne sende kliumper af skum hen over sandet i et nærmest flødeskumsagtigt drømmesyn. Godt at være tilbage.

Det er længe siden, jeg sidst var hjemme. Så de seneste par dage er gået med alt for meget mad, øl og snak. Min familie er stor, altså sådan rigtig stor, og vi er spredt ud med rund hånd over Jylland og Sjælland. Det er uhyre sjældent, at vi alle er samlet som nu. Og når vi så er det, handler det ret hurtigt om at sidde omkring et et godt udstyret bord. Og spiser vi ikke, ja så taler vi om mad, og helst i munden på hinanden. Det er enormt hyggeligt, men lydniveauet .... Min gamle mor fører helst an. Hun har ikke noget imod at afbryde andre og hæve stemmen for at være den, der har vundet rettet til at fortælle. Siger selv hun gør det, for ikke at glemme, det hun ville fortælle. Nogle gang er det bare mere irriterende end andre. Jeg er selv lidt stille og sidder bare og smiler for mig selv og lytter til kakofonien af stemmer og latter. Jeg lader blikket hvile uforstyrret en tid på hver af de kære ansigter af mine mange søskende og deres børn. Selv plejer jeg nu ellers nok at være én af den, der højrøstet fører an i samtalerne. Bare ikke i dag.

Efter frokosten er der flere forslag til, hvad vi kan give os til. Snapsen har givet god grund til en generel eftermiddagssløvhed. Især hos mine to ældste brødre. Gamle mænd efterhånden. Så de trækker sig tilbage til stuen med de to sofaer under påskud af, at de gerne lige vil se lidt af fodboldkampen. Tror de skal være heldige, hvis de ser første halvleg. De unge sætter sig med et af de nye brætspil, som jeg har taget med til netop det formål. Som den yngste af flokken tror jeg, at mine nevøer og niecer ser mig mindre som deres moster eller faster, men mere som en slags søster. Men det er måske fordi, jeg stadig ha et temmeligt levende og veludviklet indre legebarn.

Sidste lille fraktion af familien har besluttet sig for at begive sig ned mod den lille havneby for at se, om der dog ikke kunne være lidt udsalg i butikkerne. På de her tidspunkt, plejer der at være en god chance for et scoop. 70% her lige inden de lukker ned for vinteren. 'Det er et fund' plejer min søde mor at sige, når hun stolt viser sit nye bling-bling ur frem eller cowboybukser til modne kvinder frem. 'Og hvis vi tager sammen derind og køber mange ting, så kan vi med garanti også prige ham' siger hun med et smil der er Låsby Svendsen værdigt. Flokken går muntert og købevilligt ud ad døren.

Jeg gider ikke rigtigt udvalget hos 'Grossisten' og mangler vel i virkeligheden heller ikke tøj lige nu. I går fik jeg til gengæld et godt regnsæk i windsurfer shoppen. Prisen lå langt under, hvad jeg ellers var parat til at betale. Da det går op for mig, at alle hver især har fundet frem til de, der allerhest vil, kan jeg mærke at al form for krav til min tilstedeværelse er forsvundet. Så kan jeg også meget nemmere sætte mig selv fri. Ingen uudtalte forventninger hverken fra familien eller fra mig selv for den sags skyld.

Så strømmer ekspeditionstrangen in over mig. MIN eftermiddag skal tilbringes ved stranden helt alene. Skal lige blæses igennem engang. Skal lige nyde den stilhed, der alligevel er efter de mange stemmer. Skal lige bearbede nogle af de lidt besynderlige oplevelser, jeg har haft på det seneste på jobbet. Min nye lilla regnjakke er perfekt til formålet. Kan holde vinden ude, men er ikke for varm en dag som i dag. Op på cyklen. Ned til stranden. Af med skoene. Opsmøg på bukserne. jeg er klar.

Herligt, der er ingen mennesker at se i miles omkreds på stranden. Jo, måske lige med undtagelse af en enkelt tysker i skriggul regnjakke og med en hund løbende mellem strand og vand efter dens pind. Jeg kan jo også bare gå til den anden side, så jeg ikke nødvendigvis behøver at hilse på eller tale med nogen. Det er min tid. Tænketid.

Der har været pålandsvind et par dage. Bølgerne har skubbet alt fra skrald til skatte på på stranden. Kommer til at tænke på en fotoudstilling, jeg desværre aldrig nået at se med døde fugle på en strand. Efter al kødet var rådnet væk og spis af insekterne, bestod de nu kun af fjer, knogler og affald fra deres mavesæk. De var overraskende smukke og så næsten som arrangeret ud i døden. Fotojournalisten fortalte, at sådan var de skam fundet. De stakkels fugle havde taget fejl lidt for mange gange. Troede de spiste mad og ikke en plastikprop eller noget andet totalt ufordøjeligt. En enkelt gang går det nok, men på et tidspunkt bukker fuglen under. Sikkert på grund af mangel på plads til rigtig mad i systemet.

Sjovt som nysgerrigheden tager over og små historier opstår. Lidt ligesom når man står og betragter folk, der mødes i lufthavnen. - Åh de to dér er med garanti søskende, og har ikke set hinanden i årevis. - Det kan give sådan én som mig tårer i øjnene. - Og hvordan pokker ender en grøn gummistøvle også her? Hvis er den? Hvorfor ligger den her? Er den faldet over bord? Og dukken der henne? Jeg er sikker på, at den lille pige blev ked af det, da hun opdagede, at hun havde glemt at få den med hjem fra stranden. Måske da de om aftenen tog ud for at kigge efter den, var den pist væk. Højvandet æder alt.

Tænker på min mor, der ofte ses på stranden om efteråret med enden i vejret i jagten på Nordens guld. Kan se hende for mig, når hun med kendermine, dog forsigtigt, banker de små gyldne stykker på tænderne. Hun ved, at rav lyder og mærker næsten som plastik, mens en sten bare mærker hård og koldt på tænderne. Jeg forsøger mig forsigtigt med en smuk gylden sten. Den lyder forkert. Lidt for hård. Lyder lidt for skarpt. Smider den væk igen med et stille suk.

Der går en rum tid. Jeg nyder blæsten og tid til tanker. D solen så småt begynder at miste varme vender jeg om og går tilbage til cyklen. jeg er nået vidt omkring. Nu skal det allgevel bliver bodt med en kop thé og et trods alt lidt lavere støjniveau. Jeg sætter cyklen op ad stakittet og griner af den fodboldkamp, som er opstået mellem de gamle og de unge. Er ikk ehelt sikker på, hvem der går mest op i at vinde, men der bliver i alle tilfælde kæmpet. jeg klapper og jubler med, da de unge scorer. Terrassedøren står åbent. Inde i det lille træhus kan jeg dufte frikadellerne og fornemmer, at også her er dagen ved at gå på hæld. Der bliver hygget, drukket rødvin og snakket om løst og fast. TV'et er slukket igen. Bærtspillet pakket væk. Om lidt skal et hav af stearinlys tændes

Indkøbsfraktionen er også komme tilbage. De står nu og pakker poser ud og beundrer højlydt hinandens nye bluser, halskæder, sko og tørklæder og godter sig over, hvor billigt det hele var. Selv stikker jeg stille hånden ned i min regnjakke og stryger forsigtigt hen over den glatte sten med de to huller. Glasskåret som er mat og sandslebet, og med runde kanter. Den er smukt blå næsten som himlen over Broome. Og dagens sidste, og vel nok den største skat  er ravklumpen med en myre indeni, stivnet midt i dens sidste march hen over fyrretræet.

Jeg hedder Bjarne

Jeg hedder Bjarne. Jeg er en af byens frie fugle. Det vil sige, jeg har dog et arbejde. Et arbejde, som jeg nok lidt tilfældigt støvede op for snart 8 år siden. Mest af bitter nød, men som skulle vise sig at være det helt rigtige for sådan én som mig.

Jeg hedder Bjarne og jeg er ufaglært. For de der godt 8 år siden havde jeg job i tøjbranchen. Det var sådan set et godt nok job, men også lidt kedeligt. Men på den anden side set, så havde skolen aldrig rigtig interesseret mig, så det med at få en uddannelse var ikke blevet til noget, før jeg pludselig havde forpligtelser overfor kone og tre børn

Jeg hedder Bjarne. En dag, sådan fra den ene til den anden, blev det økonomisk hårde tider for mit firma. Der var blevet skåret ned. Rationaliseret. Effektiviseret. Og jeg var én af den, der mistede jobbet. Synes ellers ikke, det kunne være min løn, der vejede så tung på vægtskolen. Måske var det bare en undskyldning for er en generel oprydning. Hvad ved jeg?

Jeg hedder Bjarne. Jeg har lige været inde i Huset i Magstræde for at hænge plakater op. Det har jeg gjort i otto år nu. Jeg cykler rundt på min cykel. Kender alle de steder, hvor jeg og mine plakater er velkomne. I Huset må de hænge. I dag fik jeg en rigtig hyggelig snak med Husets vicevært Dermot. Også én af byens frie fugle.

Jeg hedder Bjarne, og jeg har ofte hørt Dermots historie. Er irlænder, der kom til København sammen med en ven, lidt tilfældigt og unden planer for at blive. Fik job i Post Danmark, men endte med at bo her for altid. Siger selv, at han efter den første øl og en Gammel Dansk en kolde vinterdag, vidste Købehavn var et godt bytte for Dublin. 'Ja, jeg har 3 døtre med den samme skønne kvinde' fortæller han med et skævt grin. 'En dejlig brunette Bjarne! Ikke en lyshåret med lange ben og blå øjne'. Det var ellers mit gæt. Den ældste af Dermots piger er nu 30 og den yngste netop blevet student. De har klaret sig godt alle, ligesom mine 3.

Jeg hedder Bjarne. Jeg er med til at gøre min by værd at leve i.

Jul

Elsker den her dag af alle. Køkkenet er mit kongedømme, og sålænge jeg kan få lov til at råde og regere uden andres utidige indblanding er jeg godt tilfreds. Stegen skal snart under kærlig behandling og jeg kan med en tilfreds gysen allerede fornemme, hvordan knivens skarpe blad ubesværet vil glide gennem flæskestegens svær, og lave smukke og helt nøjagtige tern (autistisk spørger du? nej bare meget præcis i alt hvad jeg gør). Sprøde og forførende flæskesvær, som vil være målet for mange små kampe under middagen. Falder lidt i stave, mens jeg tænker på, hvordan jeg for år tilbage lærte at lave sprøde flæskesvær ved hjælp af skoldhed olie. Godt nok smart. Den slags køkkentips glemmer man aldrig.

Tester lige bladet forsigtigt for at tjekke om den nu er tilstrækkelig skarp. Vil gerne indrømme, at jeg er ret glad for min efterhånden temmelig store samling af japanske køkkenknive. Skarpe som bare fanden og helt fantastiske at bruge, hvis altså lige man passer på fingrene. En af de første knive er købt i København og vil altid minde mig om mine dage dér et forår for vel nok 10 år siden.

Kigger ud over køkkenbordet for at se, om jeg har lagt alt op og er klar til at gå i gang for alvor. Eftermiddagens køkkentjans er nemlig planlagt ned til mindste detalje, for sådan kan jeg bare bedst lide det. På den måde bliver jeg tilfredsstillet. At planlægge har altid været en af mine kernekompetencer og at få lov til at bruge den evne i et køkken, ja så går tingene ligesom op i en højere enhed. Og går alt efter planen, spiser vi ikke senere end kl. 7:04 i aften. 

Hen på dagen dukker den ældste op med kone og børn. Mine børnebørn. Tænk engang, jeg har børnebørn nu. Samtidig har jeg også den helt store glæde at have pigerne hjemme lidt endnu. Se det er ‘rigdom’. Den store har kæreste på. Noget jeg lige skulle vænne mig til i begyndelsen. Den yngste er ikke helt dér endnu, men har til gengæld et væld af venner, der går ud og ind af vores døre i én lind strøm. Hun er glad og meget smilende og med en uforlignelig humoristisk sans. Har altid et temmeligt friskt svar på læben og er for nogen grænsende til irriterende hurtig i hendes tankegang. Ligner nok i virkeligheden lidt hendes far. Begge tøser er glade for skolen, holder af sprog og ikke mindst af matematikken. Rigtigt et par fars piger. 

Smiler tilfreds ved tanken, mens jeg gør kartoflerne klar. Tænder for radioen. Trompeter for fuld udblæsning. Kender den godt. En salsa passer faktisk perfekt til den stemning, jeg er i lige nu. Er ærlig talt også en smule træt af julesangene. Kigger op og møder min kones smil på den anden side af køkkenbordet. Hun rækker hånden frem, jeg griber den. Ord er der ikke plads til lige nu. Musikken fylder det hele og siger alt, hvad der skal siges. Jeg kigger hende dybt i hendes smukke mørke øjne, mens køkkenet forvandler sig til ét stort levende dansegulv. Jeg kan næsten skimte de farverige og karnevalsklædte kvinder ud af øjenkrogen. Stedet for vores første møde i den mest befolkede by i den verdensdel. Tæt på 21 mill indbyggere. Det var en magisk nat, der gjorde, at mit liv tog endnu en drejning. Another turning point. Jeg takker hende stumt for, at hun dengang havde modet til at forlade sit hjemland, varmen og salsaen, for at leve sammen med mig i det kolde nord. At hun så har givet mig gaven over alle gaver, pigerne, giver våde øjne og en klump i halsen af taknemmelighed.