Livet i al almindelighed og gærdeje

Det var frysende koldt udenfor. Køkkenet var så småt begyndt at blive lunt af min ovn. Radioen var tændt, så både musik og radioavis kunne fylde ensomheden ud. Ind imellem blev den skruet op på max styrke, for at give de bedste numre alt, hvad den kunne tage. Opfangede kun lige de første strofer, før jeg var henne ved volumenknappen. Lady Marmalade, en af sidste års favoritter. Musikken og rytmerne fik lov til at fylde rummet, men i den grad også min krop. Var alene i huset, så der var ingen at forstyrre eller undskylde overfor. Jeg blev et kort øjeblik sendt tilbage til Moulin Rouge, endnu en af Baz Luhrmann’s genistreger. Lod musikken få ordentligt fat, smådansede og sang med på de få strofer jeg kunne. Smilede mens mine hænder rutineret æltede den næste dej op. Når jeg bagte gik det nogle gange lidt amok. Sjovest, når der var gang i flere opskrifter på én gang. Ikke mindst fordi ovnen jo alligevel var tændt. Gav god mening.

‘Radioavisen klokken er 10 … Den svenske forfatter Astrid Lindgren er død 94 år gammel. Astrid Lindgren, var mest kendt for en række populære børnebøger, og vil især blive husket for Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg. I Lindgrens ældre år ….’. Jeg gik i stå midt i en bevægelse og hørte ikke resten. Tankerne fløj tilbage til de mange værdifulde øjeblikke, hvor jeg havde læst netop de bøger for mine børn. Fik klump i halsen. Mærkede en sorg og en tristhed skylle ind over mig, som var det et kært ældre familiemedlem, som JEG havde mistet og ikke én af verdens mest anerkendte børnebogsforfattere. Astrid Lindgren havde været en vigtig del af min barndom, min samtid, men også mine børns. Først nu gik det for alvor op for mig hvor vigtig. Hun havde været min bekræftelse på, at man også som voksen gerne må holde sit indre barn i live. At børn fortjener respekt, at blive lyttet til og taget alvorligt, et synspunkt langt foran sin tid. At svære emner som fx døden og mobning godt kan fordøjes i børnehøjde, bare de bliver serveret på den rigtige måde. Tænk sig, Astrid Lindgren død? Ikke nogen overraskelse, hun var jo blevet 94, men alligevel. Hun ville komme til at mangle. Jeg vendte tilbage til min gærdej og begyndte igen at ælte dog lidt mindre energisk end før. 

Da bollerne var i ovnen og kanelsneglene stod til hævning var det tid til en kop te. Først yde, så nyde. Sad og bladrede lidt på må og få i den lille biografi veninden Margareta Strömstedt, altså Lindgrens veninde, havde skrevet. Bogen havde jeg til gengæld fået af min veninde, Jeanne. ‘Astrid Lindgrens klogebog’ hedder den og er en række af små guldkorn, der samlet giver et lille indblik i hvilken fremragende og nytænkende kvinde hun var.

Astrid Lindgren fik flere priser, herunder de tyske boghandleres fredspris. Jeg tror Brødrene Løvehjerte var udslagsgivende for den. Bogen handler om død, vold og krig, langt fra børnevenlige emner, men det formåede Astrid Lindgren alligevel at gøre dem. En stjernestund i bogen er en samtale mellem Jonathan og Orvar: ‘Jeg kan ikke dræbe nogen,” sagde Jonatan. ‘Ikke engang, hvis det gælder dit liv?’ spurgte Orvar. ‘Nej ikke engang da,’ sagde Jonatan. ‘Hvis alle var som du,’ sagde Orvar, ‘så ville ondskaben jo få lov til at regere i al evighed!’ Men så sagde jeg også, at hvis alle var som Jonatan, så ville der slet ikke findes nogen ondskab’.

Ovnen bippede. Rejste mig med et suk. Var for en tid blevet opslugt af den lille klogebog, og var pludseligt slet ikke så interesseret i mit bagværk længere. Bollerne var lige som de skulle være. De kom på en rist til afkøling. Duftede i øvrigt forførende. Satte nu sneglene i ovnen, og nappede én af de varme boller med mig over til den gamle slidte lænestol for at læse videre. Tiden var min, kun min. Frihed på et højt plan. 

Lindgrens forståelse for børn, deres tankegang, deres logik og barneliv i al almindelighed var i det hele taget helt unik og rørende. Hun udtaler blandt andet til Dagens Nyheder i ’39: ‘Det er ikke let at være barn, nej. Det er svært, meget svært. Hvad indebærer det da - at være barn? Det indebærer, at man skal gå i seng, stå op, klæde sig på, spise, børste tænder og pudse næse, når det passer de voksne, ikke når det passer en selv. Det indebærer endvidere, at man uden at beklage sig må høre på de mest personlige kommentarer fra enhver voksens side, hvad angår ens udseende, helbredstilstand, påklædning og fremtidsudsigter. Jeg har ofte spekuleret på, hvad der ville ske, hvis man begyndte at behandle voksne på samme måde’.

Og det er præcis de tanker hun gør levende via Emil og hans fars skænderi under markedet i Lønneberg: ‘Din forbistrede knægt, står du her og drikker sodavand, når du for en gangs skyld har penge?’ Men nu blev Emil gal i hovedet, og det gav han besked på, så det kunne forstås. ‘Næh nu bliver jeg sørme gal,’ råbte han. ‘Når jeg ikke har nogen penge KAN jeg ikke drikke sodavand, og når jeg har penge, så MÅ jeg ikke drikke sodavand, så hvornår hulen skal jeg så drikke sodavand?’. 

En anden form for børnefilosofi får vi fra Tommy, Anika og Pippi, der starter med Tommys: ‘Jeg vil aldrig være stor’, sagde han bestemt. ‘Det vil jeg heller ikke’, sagde Anika. ‘Nej, det er bestemt ikke noget at stræbe efter’, sagde Pippi. ‘Voksne har det aldrig sjovt. De har bare en masse kedeligt arbejde og dumt tøj og ligtorne og kummineskatter.’ ‘Kommuneskatter hedder det’, sagde Anika. ‘Ja, det går ud på ét’, sagde Pippi. ‘Og så er de fulde af overtro og skøre regler. De tror, der sker en stor ulykke, hvis de kommer til at stikke kniven i munden, når de spiser og den slags’. - Jeg kan simpelthen ikke andet end at grine højt, når jeg læser ordene, uanset om jeg sidder alene eller læser op fra de bøger. Helt igennem ubetaleligt.

Nu var mine snegle færdige. Jeg kiggede på uret og talte lidt på fingrene for mig selv. Jeg skulle ud ad døren om lidt, men var jeg hurtig med at få klædt mig om, kunne jeg nok lige nå at læse lidt mere. Da jeg falder ned i lænestolen igen, opdager jeg, at jeg helt havde glemt at spise min nybagte bolle. 

For år tilbage lavede Morten og jeg en event i vores naturvidenskabelige oplevelseshus. Den havde vi kaldt ‘Ude på skrammer’ og var mest af alt et budskab til vor tids overbeskyttende forældre. Børn skal ligesom have skrammer undervejs i deres barndom. Den eneste måde i virkeligheden at lære for alvor, hvad man skal undgå eller hvad man skal lære at mestre. I stedet bliver børnene forfulgt med et evigt ‘pas på’ af deres forældre, også dér, hvor det ret beset ikke er nødvendigt. Som et lille håndgribeligt ‘opråb’ fra os, som også pressen kunne hygge sig med at tage billeder af, havde vi lavet et ‘vat-indpaknings-sted’. Budskabet var: ‘du kan gå sammen med dine børn ind i vores lille udstilling med risiko for at få et par skrammer undervejs, eller du kan gå direkte over og få pakket dit barn ind i vat med det samme'. Det kom der faktisk de herligste fotos ud af. - Astrid Lindgren tog i Ronja Røvedatter fat i det samme emne. - Mattis sukkede og holdt fast om hende. ‘Men du husker nok, hvad jeg har sagt, du skal tage dig i agt for?’ Ja, det huskede hun udemærket. Og i de følgende dage bestilte Ronja ikke andet end at tage sig i agt for det, der var farligt, og øve sig i ikke at være bange. Hun skulle passe på ikke at falde i elven, havde Mattis sagt, så derfor sprang hun lystigt rundt på de glatte sten ved bredden, hvor elven brusede allermest. Hun kunne jo ikke så godt gå ude i skoven og være bange for at falde i elven. Nej, hvis der skulle være nogen mening med det, måtte det jo ske der, hvor vandet fossede og ingen andre steder.

Åh nej, tiden var alligevel løbet helt fra mig. Typisk. Tidsoptimist om nogen. Opgav at finde en anden kjole at tage på. Gned de værste melpletter af på kjolen og i ansigtet. Hoppede i et par sko og var ude ad døren og oppe på min cykel i løbet af ingen tid. Cyklede med livet som indsats op ad hovedgaden i kold modvind, og nåede lige akkurat ind ad s-togets bippende døre, inden de lukkede. Trak vejret dybt og landede med et bump ned på et ledigt sæde. Lige overfor sad der den skønneste rødhårede og fregnede tøs og smilede til mig med sine alt for store fortænder.