Læderjakke og morgenhår

Hvorfor gjorde hun det … hvad gik der af hende? Mille havde stået ved siden af ham ved køledisken, og igen henne ved konserves, hvor han kiggede op et øjeblik og hun syntes han så på hende med et ret så intenst og nysgerrigt blik. Hun kiggede lidt forvirret ned ad sig selv, var der gået et eller andet galt i hendes påklædning? Næh, ikke umiddelbart. - Han var ret høj, mørkhåret, lidt pjusket sådan nærmest morgenhårsagtig med en hvid Amnesty International T-shirt under læderjakken. I virkeligheden slet ikke hendes type, hvis altså hun overhovedet havde sådan én. Men der var noget. Smilet. Det var det der lidt skæve smil, var næsten mere, end hun kunne stå for. Så det senere i forbifarten, da han i frugt og grønt spurgte en ansat efter forårsløg og kvitteret med et tak og så igen det der smil. Hun blev helt varm og tænkte, at havde det dog bare været hende, der vidste noget om forårsløg. Da hun stod i den længere-end-helt-godt-var-kassekø gik hun i stå midt i en tanke, og fik rettet blikket på uendeligt. Havde i det øjeblik glemt alt om læderjakkefyre og morgenhår og var nu i gang med noget langt mere nutids-jordnært, da hun visuelt forsøger at genkalde sig, hvad køleskabet egentligt indeholdt af grøntsager. Lige efter spidskålen mærkede hun, at hun ikke længere var bagerst i køen. Det var nærmest som om, hun kunne mærke en udstråling af kropsvarme helt tæt på hende, blandet med en rar og samtidig grøn duft, sådan lidt som duften af friske træspåner, mens et træ bliver fældet. Hun snusede helt ind, lukkede øjnene og var tilbage i kolonihaven, mens hendes far fældede det store gamle fyrretræ. Han havde ment, at det var for dominerende og stjal af sollyset. Hun åbnede øjnene og så, at hende med den lilla hue havde rykket en plads fremad i køen, så der nu var opstået et lille hul i kæden. Hun gik fremad med et lille stille ups og sendte et undskyldende blik bagud, og dér var det smil igen. Og der var varmen. Det var da ligegodt pokkers. Hvad skete der lige dér og så på en helt almindelig gråvejrstirsdag? Det blev hendes tur, hun nærmest smed sine varer op på båndet, og havde bare lyst til at flygte ud ad døren uden sine ting og hjem i sikkerhed i sin lejlighed. Men hun besindede sig alligevel og gik roligt ned for enden for at pakke. Og hver gang hun kiggede op, kiggede hun ind i de der nysgerrige smilende øjne. De fik hende til at fumle lidt og endte med en bulet indkøbspose helt ude af balance, og slet ikke hensigtsmæssig i forhold til hendes cykelkurv. Hun rodede et øjeblik i lommen for at finde pungen med dankortet, og kom samtidig til at hive et af hendes lidt medtagede visitkort med op. Var lige ved at putte det tilbage i lommen, men gik i stedet tilbage til automaten for at betale. Mens hun stak bonnen ned i pungen vendte hun sig mod ham. Det var en pludselig indskydelse, anede ikke, hvad der gik af hende. Kiggede ham lige ind øjnene, rakte ham visitkortet og sagde ‘du tabte da vist det her’. Vendte igen ryggen til, greb den bulede indkøbspose og gik med lange beslutsomme skridt ud til cyklen uden egentlig at trække vejret undervejs. Turde ikke kigge sig tilbage, hoppede op på cyklen og trådte hårdt til for at komme væk hurtigst muligt.

Da hun igen havde fået vejret, smidt jakken og var begyndt at pakke sine varer ud, kunne hun nu alligevel ikke lade være med at smile af sig selv. Hvorfor havde hun dog gjort det? Han måtte da synes hun var en komplet landsbytosse. Kendte faktisk godt svaret, for her et år efter eller mere, spøgte ham fyren fra metroen stadig. Hun havde været på vej ind mod byen, da hun fik øje på ham. Han sad skråt over for hende. Havde sådan et smukt mørkerødt hår og var bare ….. ja pæn. Deres øjne havde mødtes et par gange. Hun havde hele vejen raflet med sig selv, om hun turde tage fat i ham og spørge om de skulle drikke en kop kaffe sammen, og var lige ved at rejse sig, men så blev det pludselig Christianshavn, og fyren stod af, uden hun havde mælet et ord. Hele vejen hjem havde hun skældt sig selv ud, for hvad ville det værste være, som kunne være sket? Ja en venlig afvisning ikke? Et sødt smil og et ‘tak, men nej tak’. Men når man ikke engang tør spørge, sætte sin egen røv på spil, ja så kan man sgu da heller ikke forvente noget overhovedet. 

Egentlig var hun kendt for at være mere impulsiv end helt godt var. Havde et par gange i sin kærestesøgnings-karriere også kastet sig ud på dybt vand ved at have deklareret sin betagelse til en eller anden fyr, som hun havde set sig varm på. Lars på hendes job for eksempel. Han var ikke bare sød og lækker, men også intelligent og et helt igennem godt menneske. Hun havde dengang været temmelig sikker på, at hans skønne smil kun blev sendt i hendes retning og var en smule flirtende. Mens det i virkeligheden var sådan, at det blev sendt til alle kvinder, nej alle uanset alder og køn. ’Nej tak’et’ havde været lidt smertefuldt. Pinligt. Især bagefter, da hun gik og talte ned til sig selv med et ‘ja, hvad havde du egentlig forventet Mille? Du når da ikke fyren til sokkeholderne. Hvad skulle han dog med sådan én som dig?). Og så var den diskussion ligesom lukket og tilbage var der kun et lille ømt område, lidt som et blåt mærke, som ind imellem kunne finde på at dukke op, hvor man mindst ventede det. At tænke på sig selv i en pinlig situation, man selv har bragt sig i, sådan lige ud i den blå luft, mærkede rigtig meget som en mavepuster. 

Hun skubbede de smårådne tanker væk igen. Hvad kunne de overhovedet bruges til? Fandt de tre små aquafarvede vaser frem og begyndte at arrangere sin 20-kroners rosenbuket i dem, mens fødderne vippede med på  funknummeret i radioen. Det ringede på døren. Hendes underbo sikkert, som hun havde købt et par liter mælk til. Han gik med armen i slynge, et brækket kraveben på skituren, så han var glad for at undgå at skulle gå og slæbe på alt for mange varer. Så på det seneste havde hun sendt ham en sms, hvis hun skulle ud og handle. Ikke noget besvær. Hun greb et æble i forbifarten og gik ud og lukkede smånynnende døren op for ham. ‘Hej, giver du en kop kaffe’? Hun nikkede bare og trådte lidt til side, så både smil, øjne, forårsløg og læderjakke kunne komme forbi hende.