Et fund

Der er ikke noget så fantastisk, som at gå en tur ved Vesterhavet en sen septemberdag. Det er ikke blevet koldt endnu for alvor, så man behøver ikke meget andet end en sweater og en windbreaker. Sommerens nogle gange påtrængende varme og krav om at vise hud og bliver solbrun er endeligt langt om længe forbi.

Jeg havde smidt skoene. elsker at gå med bare fødder i sandet. En nærmest sensuel følelse af frihed og friskhed. De var stadig brune. det havde været en dejlig sommer. Lang og solrig. I virkeligheden var jeg også lidt ked af, at nu ligger den mørke tid foran os. Lever bare bedre med lyset. Kulden og de uigennemtrængelige vintermørke er bare ikke menneskeligt overhovedet. Svært at gøre sådan én som mig tilfreds.

På det her tidspunkt på året er det en helt anden måde at tage til stranden på. I stedet for tæpper, håndkælder og klistrende sand, er en strandtur i september mere en lille ekspedition. En opdagelsesrejse med plads til store tanker, og plads til at lade blikket forsvinde ud mod horisonten og drømme om den verden, der ligger på den anden side.

Og så er en vesterhavsstrand jo også sådan en rigtig strand. Ikke som dem på kysten nord for København. Nej der skal store vider til. Afstanden mellem sdste og strandkanten skal helst synes uendelig. Og bølgerne, ja de skal have den der helt særlige karakter af vild og voldsom og skal kunne sende kliumper af skum hen over sandet i et nærmest flødeskumsagtigt drømmesyn. Godt at være tilbage.

Det er længe siden, jeg sidst var hjemme. Så de seneste par dage er gået med alt for meget mad, øl og snak. Min familie er stor, altså sådan rigtig stor, og vi er spredt ud med rund hånd over Jylland og Sjælland. Det er uhyre sjældent, at vi alle er samlet som nu. Og når vi så er det, handler det ret hurtigt om at sidde omkring et et godt udstyret bord. Og spiser vi ikke, ja så taler vi om mad, og helst i munden på hinanden. Det er enormt hyggeligt, men lydniveauet .... Min gamle mor fører helst an. Hun har ikke noget imod at afbryde andre og hæve stemmen for at være den, der har vundet rettet til at fortælle. Siger selv hun gør det, for ikke at glemme, det hun ville fortælle. Nogle gang er det bare mere irriterende end andre. Jeg er selv lidt stille og sidder bare og smiler for mig selv og lytter til kakofonien af stemmer og latter. Jeg lader blikket hvile uforstyrret en tid på hver af de kære ansigter af mine mange søskende og deres børn. Selv plejer jeg nu ellers nok at være én af den, der højrøstet fører an i samtalerne. Bare ikke i dag.

Efter frokosten er der flere forslag til, hvad vi kan give os til. Snapsen har givet god grund til en generel eftermiddagssløvhed. Især hos mine to ældste brødre. Gamle mænd efterhånden. Så de trækker sig tilbage til stuen med de to sofaer under påskud af, at de gerne lige vil se lidt af fodboldkampen. Tror de skal være heldige, hvis de ser første halvleg. De unge sætter sig med et af de nye brætspil, som jeg har taget med til netop det formål. Som den yngste af flokken tror jeg, at mine nevøer og niecer ser mig mindre som deres moster eller faster, men mere som en slags søster. Men det er måske fordi, jeg stadig ha et temmeligt levende og veludviklet indre legebarn.

Sidste lille fraktion af familien har besluttet sig for at begive sig ned mod den lille havneby for at se, om der dog ikke kunne være lidt udsalg i butikkerne. På de her tidspunkt, plejer der at være en god chance for et scoop. 70% her lige inden de lukker ned for vinteren. 'Det er et fund' plejer min søde mor at sige, når hun stolt viser sit nye bling-bling ur frem eller cowboybukser til modne kvinder frem. 'Og hvis vi tager sammen derind og køber mange ting, så kan vi med garanti også prige ham' siger hun med et smil der er Låsby Svendsen værdigt. Flokken går muntert og købevilligt ud ad døren.

Jeg gider ikke rigtigt udvalget hos 'Grossisten' og mangler vel i virkeligheden heller ikke tøj lige nu. I går fik jeg til gengæld et godt regnsæk i windsurfer shoppen. Prisen lå langt under, hvad jeg ellers var parat til at betale. Da det går op for mig, at alle hver især har fundet frem til de, der allerhest vil, kan jeg mærke at al form for krav til min tilstedeværelse er forsvundet. Så kan jeg også meget nemmere sætte mig selv fri. Ingen uudtalte forventninger hverken fra familien eller fra mig selv for den sags skyld.

Så strømmer ekspeditionstrangen in over mig. MIN eftermiddag skal tilbringes ved stranden helt alene. Skal lige blæses igennem engang. Skal lige nyde den stilhed, der alligevel er efter de mange stemmer. Skal lige bearbede nogle af de lidt besynderlige oplevelser, jeg har haft på det seneste på jobbet. Min nye lilla regnjakke er perfekt til formålet. Kan holde vinden ude, men er ikke for varm en dag som i dag. Op på cyklen. Ned til stranden. Af med skoene. Opsmøg på bukserne. jeg er klar.

Herligt, der er ingen mennesker at se i miles omkreds på stranden. Jo, måske lige med undtagelse af en enkelt tysker i skriggul regnjakke og med en hund løbende mellem strand og vand efter dens pind. Jeg kan jo også bare gå til den anden side, så jeg ikke nødvendigvis behøver at hilse på eller tale med nogen. Det er min tid. Tænketid.

Der har været pålandsvind et par dage. Bølgerne har skubbet alt fra skrald til skatte på på stranden. Kommer til at tænke på en fotoudstilling, jeg desværre aldrig nået at se med døde fugle på en strand. Efter al kødet var rådnet væk og spis af insekterne, bestod de nu kun af fjer, knogler og affald fra deres mavesæk. De var overraskende smukke og så næsten som arrangeret ud i døden. Fotojournalisten fortalte, at sådan var de skam fundet. De stakkels fugle havde taget fejl lidt for mange gange. Troede de spiste mad og ikke en plastikprop eller noget andet totalt ufordøjeligt. En enkelt gang går det nok, men på et tidspunkt bukker fuglen under. Sikkert på grund af mangel på plads til rigtig mad i systemet.

Sjovt som nysgerrigheden tager over og små historier opstår. Lidt ligesom når man står og betragter folk, der mødes i lufthavnen. - Åh de to dér er med garanti søskende, og har ikke set hinanden i årevis. - Det kan give sådan én som mig tårer i øjnene. - Og hvordan pokker ender en grøn gummistøvle også her? Hvis er den? Hvorfor ligger den her? Er den faldet over bord? Og dukken der henne? Jeg er sikker på, at den lille pige blev ked af det, da hun opdagede, at hun havde glemt at få den med hjem fra stranden. Måske da de om aftenen tog ud for at kigge efter den, var den pist væk. Højvandet æder alt.

Tænker på min mor, der ofte ses på stranden om efteråret med enden i vejret i jagten på Nordens guld. Kan se hende for mig, når hun med kendermine, dog forsigtigt, banker de små gyldne stykker på tænderne. Hun ved, at rav lyder og mærker næsten som plastik, mens en sten bare mærker hård og koldt på tænderne. Jeg forsøger mig forsigtigt med en smuk gylden sten. Den lyder forkert. Lidt for hård. Lyder lidt for skarpt. Smider den væk igen med et stille suk.

Der går en rum tid. Jeg nyder blæsten og tid til tanker. D solen så småt begynder at miste varme vender jeg om og går tilbage til cyklen. jeg er nået vidt omkring. Nu skal det allgevel bliver bodt med en kop thé og et trods alt lidt lavere støjniveau. Jeg sætter cyklen op ad stakittet og griner af den fodboldkamp, som er opstået mellem de gamle og de unge. Er ikk ehelt sikker på, hvem der går mest op i at vinde, men der bliver i alle tilfælde kæmpet. jeg klapper og jubler med, da de unge scorer. Terrassedøren står åbent. Inde i det lille træhus kan jeg dufte frikadellerne og fornemmer, at også her er dagen ved at gå på hæld. Der bliver hygget, drukket rødvin og snakket om løst og fast. TV'et er slukket igen. Bærtspillet pakket væk. Om lidt skal et hav af stearinlys tændes

Indkøbsfraktionen er også komme tilbage. De står nu og pakker poser ud og beundrer højlydt hinandens nye bluser, halskæder, sko og tørklæder og godter sig over, hvor billigt det hele var. Selv stikker jeg stille hånden ned i min regnjakke og stryger forsigtigt hen over den glatte sten med de to huller. Glasskåret som er mat og sandslebet, og med runde kanter. Den er smukt blå næsten som himlen over Broome. Og dagens sidste, og vel nok den største skat  er ravklumpen med en myre indeni, stivnet midt i dens sidste march hen over fyrretræet.