Jul

Elsker den her dag af alle. Køkkenet er mit kongedømme, og sålænge jeg kan få lov til at råde og regere uden andres utidige indblanding er jeg godt tilfreds. Stegen skal snart under kærlig behandling og jeg kan med en tilfreds gysen allerede fornemme, hvordan knivens skarpe blad ubesværet vil glide gennem flæskestegens svær, og lave smukke og helt nøjagtige tern (autistisk spørger du? nej bare meget præcis i alt hvad jeg gør). Sprøde og forførende flæskesvær, som vil være målet for mange små kampe under middagen. Falder lidt i stave, mens jeg tænker på, hvordan jeg for år tilbage lærte at lave sprøde flæskesvær ved hjælp af skoldhed olie. Godt nok smart. Den slags køkkentips glemmer man aldrig.

Tester lige bladet forsigtigt for at tjekke om den nu er tilstrækkelig skarp. Vil gerne indrømme, at jeg er ret glad for min efterhånden temmelig store samling af japanske køkkenknive. Skarpe som bare fanden og helt fantastiske at bruge, hvis altså lige man passer på fingrene. En af de første knive er købt i København og vil altid minde mig om mine dage dér et forår for vel nok 10 år siden.

Kigger ud over køkkenbordet for at se, om jeg har lagt alt op og er klar til at gå i gang for alvor. Eftermiddagens køkkentjans er nemlig planlagt ned til mindste detalje, for sådan kan jeg bare bedst lide det. På den måde bliver jeg tilfredsstillet. At planlægge har altid været en af mine kernekompetencer og at få lov til at bruge den evne i et køkken, ja så går tingene ligesom op i en højere enhed. Og går alt efter planen, spiser vi ikke senere end kl. 7:04 i aften. 

Hen på dagen dukker den ældste op med kone og børn. Mine børnebørn. Tænk engang, jeg har børnebørn nu. Samtidig har jeg også den helt store glæde at have pigerne hjemme lidt endnu. Se det er ‘rigdom’. Den store har kæreste på. Noget jeg lige skulle vænne mig til i begyndelsen. Den yngste er ikke helt dér endnu, men har til gengæld et væld af venner, der går ud og ind af vores døre i én lind strøm. Hun er glad og meget smilende og med en uforlignelig humoristisk sans. Har altid et temmeligt friskt svar på læben og er for nogen grænsende til irriterende hurtig i hendes tankegang. Ligner nok i virkeligheden lidt hendes far. Begge tøser er glade for skolen, holder af sprog og ikke mindst af matematikken. Rigtigt et par fars piger. 

Smiler tilfreds ved tanken, mens jeg gør kartoflerne klar. Tænder for radioen. Trompeter for fuld udblæsning. Kender den godt. En salsa passer faktisk perfekt til den stemning, jeg er i lige nu. Er ærlig talt også en smule træt af julesangene. Kigger op og møder min kones smil på den anden side af køkkenbordet. Hun rækker hånden frem, jeg griber den. Ord er der ikke plads til lige nu. Musikken fylder det hele og siger alt, hvad der skal siges. Jeg kigger hende dybt i hendes smukke mørke øjne, mens køkkenet forvandler sig til ét stort levende dansegulv. Jeg kan næsten skimte de farverige og karnevalsklædte kvinder ud af øjenkrogen. Stedet for vores første møde i den mest befolkede by i den verdensdel. Tæt på 21 mill indbyggere. Det var en magisk nat, der gjorde, at mit liv tog endnu en drejning. Another turning point. Jeg takker hende stumt for, at hun dengang havde modet til at forlade sit hjemland, varmen og salsaen, for at leve sammen med mig i det kolde nord. At hun så har givet mig gaven over alle gaver, pigerne, giver våde øjne og en klump i halsen af taknemmelighed.