Den signede dag ...

(denne gang fik vi et oplæg i vores skriveværksted, der hed: Nat og dag. Den kom til at hedde Den signede dag (Ida's input))

Tænk, at man kan længes så meget efter daggry. Behøver slet ikke være én af de der spektakulære solopgange, som den vi fik i går søndag. Nej bare morgenens komme. Og den er der heldigvis meget snart. - Men det ER nat endnu og skyggernes dæmoner har stadig et alt for godt greb i mig. De hvæser og ler skingrende af mine mørke tanker og i stedet for at modsige dem, siger de bare ting som ‘ja, og som om det ikke var nok…. var rigeligt, så har du det jo også rigtigt skidt fordi ….’. Ja deres mørke og stjernedøde natlige inspiration er uendelig. En uendelighed af ting, som jeg har sagt eller gjort, måske ikke-gjort endda. Misforståelser, tankeløshed, ensomhed eller bare slet og ret ked-af-det-hed. Fornemmelsen af ikke at have forstået, ikke at have været et godt nok eller dygtigt nok mig, ikke længere at passe ind dér, hvor jeg engang følte mig allerbedst tilpas. Det skingrende begynder at tone af. Latteren er døet helt ud nu. Nu kan jeg også ane et lilla-orange skær på himlen…. Gudskelov!