Ventetid

(en aften for snart længe siden på Borup Højskole, hvor der blev danset tango i salen)

Ventetid...

Den måde han synger den gamle argentinske sang på med en sprød bandoneón og en legende piano til hjælp, kan få enhver til at drømme om for længste svundne tider. Til dengang, hvor mænd var mænd. Dem der bestemte og førte an. Dengang, hvor det var OK at være kvinde, kvinde med krop og sensualitet. Hvor man kunne sig sig føre og forføre uden af den grund at være svag eller nem at udnytte.

Lokalet er dunkelt, lidt støvet og den eneste lyd ud over musikken er sløbende fødder. Intensitet. Luften er tyk af lyst blandet med en svag duft af sved. Der leges, drilles, ægges. Der inklineres, accepteres, brillieres. Dansegulvet er fyldt til bristepunktet. Kroppe, ben, blikke.

Jeg sidder her i mørket og betragter og lytter. Vugger med. Følger de dansende, der har lukket sig selv inde i deres helt egen verden. Jeg beundrer deres mod og kådhed. Jeg kigger ned ad mig selv. Synes selv, jeg ser ganske pæn ud i aften i min sorte kjole og det mørke hår samlet i nakken. Min duft er verbena. Mine sko er røde.