(Ramme:
Beskriv én, der får en overraskende besked)
Mens jeg gik ned ad gangen mod Karstens kontor med den vildt lærerige og interessante bog i hånden som jeg lige havde købt til ham omkring strategi og ledelse, gik jeg og tænkte på det sidste års tid eller mere. Det havde været en forandringernes tid. Fyringer af medarbejdere. Den store flytning ud i midlertidige kontorer rundt om i byen. Ny direktør, som jo så heldigvis og yderst fortjent blev Karsten. Han havde jo sådan set også kandideret som ‘kronprins’ til stillingen i flere år. Men intet havde været sikkert. Bestyrelsen havde i den grad det største ‘say so’ i hele rekrutteringsprocessen, og havde Karsten været uheldig, havde der været en anden derude, som var den bedst kvalificerede. Men sådan endte det heldigvis ikke. Karsten fik jobbet. Den Gamle havde trukket sig tilbage fra alle de ledelsesmæssige beslutninger, men var dog ikke gået 100% på pension endnu. Han havde gaflet sig andre spændende retræte-opgaver. Alle var glade. Og jeg da især. Karsten og jeg har altid haft et helt særligt partnerskab. Vi har altid støttet hinanden i ledelsesgruppen. Vi har stået last og brast. Jeg har gjort ALT, hvad der har stået i min magt for at støtte op omkring ham, som den eneste rigtige som ny direktør. Jeg har da godt nok også hørt ‘på vandrørerne’, at jeg er blevet kaldt for ‘brown-nosed’, men dens slags rører mig ikke. De kan tænke hvad de vil. Vigtigst er det, at Karsten ved, at han kan regne med mig til enhver tid.
Beskriv én, der får en overraskende besked)
Mens jeg gik ned ad gangen mod Karstens kontor med den vildt lærerige og interessante bog i hånden som jeg lige havde købt til ham omkring strategi og ledelse, gik jeg og tænkte på det sidste års tid eller mere. Det havde været en forandringernes tid. Fyringer af medarbejdere. Den store flytning ud i midlertidige kontorer rundt om i byen. Ny direktør, som jo så heldigvis og yderst fortjent blev Karsten. Han havde jo sådan set også kandideret som ‘kronprins’ til stillingen i flere år. Men intet havde været sikkert. Bestyrelsen havde i den grad det største ‘say so’ i hele rekrutteringsprocessen, og havde Karsten været uheldig, havde der været en anden derude, som var den bedst kvalificerede. Men sådan endte det heldigvis ikke. Karsten fik jobbet. Den Gamle havde trukket sig tilbage fra alle de ledelsesmæssige beslutninger, men var dog ikke gået 100% på pension endnu. Han havde gaflet sig andre spændende retræte-opgaver. Alle var glade. Og jeg da især. Karsten og jeg har altid haft et helt særligt partnerskab. Vi har altid støttet hinanden i ledelsesgruppen. Vi har stået last og brast. Jeg har gjort ALT, hvad der har stået i min magt for at støtte op omkring ham, som den eneste rigtige som ny direktør. Jeg har da godt nok også hørt ‘på vandrørerne’, at jeg er blevet kaldt for ‘brown-nosed’, men dens slags rører mig ikke. De kan tænke hvad de vil. Vigtigst er det, at Karsten ved, at han kan regne med mig til enhver tid.
Da jeg trådte ind i Karstens kontor og så ham i øjnene, kunne jeg straks se, at der var noget
galt. Jeg lagde min gave til ham stille ned på bordet og satte mig. I samme øjeblik kom også Emil ind på kontoret og da slog mistanken ned i mig som et lyn, men jeg turde ikke tænke tanken helt til
ende. ‘Bevar roen Ilse. Bevar roen’, sagde jeg til mig selv. Det kan jo ikke passe. Da ikke mig. Alle
de andre måske, men da ikke mig. Da slet ikke mig. Karsten og jeg er jo et team.
Jeg hældte lidt vand op i et glas fra den karaffel, der stod på bordet, drak nervøst og forsøgte at koncentrere mig om Karstens ord. Noget med en ny organisation. Noget om den skrantende økonomi. Noget om at sætte det bedste hold. Jeg kunne mærke den der nerve i venstre øje, den der laver små nærmest usynlige trækninger. Jeg sad med hænderne under bordet, så han ikke kunne se, hvordan jeg sad med neglene dybt nede i min svedige håndflade, som hvis der var fysisk smerte, så kunne jeg da koncentrere mig om den i stedet for alle de onde ord fra Karsten, der landede som piskeslag.
Jeg forsøgte at fange Emils blik for at se, om det hele bare var en virkelig dårlig spøg. Han kiggede væk. Men han var jo også bare vant til den del af tjansen. Havde også været med alle de gange, hvor det havde været mig, der sad i Karstens stol. Men nu var rollerne byttet. Det var altså min tur i dag.
Der blev skubbet et stykke papir hen til mig. Jeg skrev under som i tranche. Rejste mig. Tog bogen med mig. Og da jeg lukkede Karstens dør bag mig, var det som, at alt eksploderede omkring mig. Alle de velkendte lyde på gangen ramte mig som en nærmest ulidelig og øredøvende støj. Der var flere af mine kolleger på gangen, men jeg kunne pludselig hverken genkende deres ansigter eller huske deres navne. Undgik helt øjenkontakt. Gik ind på mit kontor, tog min taske og gik.
Jeg hældte lidt vand op i et glas fra den karaffel, der stod på bordet, drak nervøst og forsøgte at koncentrere mig om Karstens ord. Noget med en ny organisation. Noget om den skrantende økonomi. Noget om at sætte det bedste hold. Jeg kunne mærke den der nerve i venstre øje, den der laver små nærmest usynlige trækninger. Jeg sad med hænderne under bordet, så han ikke kunne se, hvordan jeg sad med neglene dybt nede i min svedige håndflade, som hvis der var fysisk smerte, så kunne jeg da koncentrere mig om den i stedet for alle de onde ord fra Karsten, der landede som piskeslag.
Jeg forsøgte at fange Emils blik for at se, om det hele bare var en virkelig dårlig spøg. Han kiggede væk. Men han var jo også bare vant til den del af tjansen. Havde også været med alle de gange, hvor det havde været mig, der sad i Karstens stol. Men nu var rollerne byttet. Det var altså min tur i dag.
Der blev skubbet et stykke papir hen til mig. Jeg skrev under som i tranche. Rejste mig. Tog bogen med mig. Og da jeg lukkede Karstens dør bag mig, var det som, at alt eksploderede omkring mig. Alle de velkendte lyde på gangen ramte mig som en nærmest ulidelig og øredøvende støj. Der var flere af mine kolleger på gangen, men jeg kunne pludselig hverken genkende deres ansigter eller huske deres navne. Undgik helt øjenkontakt. Gik ind på mit kontor, tog min taske og gik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar