En skønne dag

Det var faktisk så heldigt, at hun kunne blive begravet på sin 75 års fødselsdag. Ja, på den ene side ville hun have elsket al hurlumhejet, at hun var midtpunktet og at der kom så mange for at fejre hende. Kirken var jo fyldt til bristepunktet. Og på den anden side, så ville det også have ærgret hende, at den her fødselsdag ikke helt blev, som hun havde planlagt. Der var jo for det første lige hendes egen tilstand at tage i betragtning, men tænk, der kom også folk til festen, som hun aldrig i livet selv ville have inviteret. Og hvor var Bjarne i det hele taget? Hvorfor kom han ikke? Efter så mange år hvor deres liv havde været viklet ubønhørligt ind i hinanden, kom han ikke den her dag af alle.

Bjarne havde været hendes store støtte og ikke mindst hendes og drengenes redningsplanke i årene efter ulykken. De to havde haft så mange glade år sammen med masser af kærlighed, sol og varme. Godt nok havde der også været lidt kølighed og jalousi ind mellem, men ikke værre, end at de stadig så forelskede ud på det foto, der blev taget til deres ‘sølvbryllup’. Ja, for rigtig giftes med Bjarne havde hun aldrig villet. Der var jo statens enkepension. Den kunne blive nyttig, når man mindst ventede det, var hendes begrundelse.

På den måde fortsatte Bjarne med bare at være Bjarne. Han blev aldrig Anna’s mand for alvor, sådan rigtig med ring og det hele og da slet ikke drengenes far. Selvom han gjorde et rigtigt godt stykke arbejde som deres far. De fik i øvrigt også besked på at kalde ham Bjarne. Det var hende, der insisterede.

Umiddelbart efter sølvbrylluppet fulgte årerne i Spanien. Hun havde endelig fået vished om hans andre damebekendtskaber og var gået sin vej. Fra den ene dag til den anden. Så langt væk som overhovedet muligt.Vejret var godt på Solkysten. Drinksene billige. Andre danskere at være sammen med. En enkepension, der kunne række til det meste. Meget nemmere at glemme på den måde.

Men det hjalp ikke helt. For han nægtede at glemme hende. Han sagde undskyld gang på gang, og han mente det helt ind.‘Bare en dum fejltagelse. Det er jo dig, jeg elsker!’ Men hun var kold og blev nede i varmen.
Men så var det en dag, mens hun mindst ventede det, at hun følte sig tvunget til at vende tilbage til Danmark. Opgive projektet med at drikke sig ihjel af hjertesorg. Hjem for at passe børnebørnene, der pludselig stod uden mor og far. Lang historie. Noget med narko, politi, fængsel og år med bekymringer og skuffelse. Nu startede der en tid, hvor hun passede børn og formåede at få enderne til at nå sammen med stor hjælp fra pensionen. Hun var den kærlige men noget strenge farmor, der ikke accepterede nogen slingrekurs overhovedet. Modsat de manglende forældre, hvor det nu kom frem, at de havde brugt de seneste år på misbrug og handel med stort set alle typer ulovlige substanser.

En ny hverdag med børnehave og skole og weekender med ‘de gratis fornøjelser’ blev hendes og børnenes alligevel glade og trygge virkelighed. I skoletiden begyndte hun så at få omsorgsfuldt herrebesøg. Bjarne kom jævnligt forbi det lille hus i haveforeningen, i al hemmelighed selvfølgelig, for at sikre sig, at hun havde det godt og for at høre, om var noget han kunne hjælpe hende med. Det var der. Bjarne havde stadig svært ved at holde sig til kun én kvinde, men nu var det bare bedrageri med, hvad kan man kalde det? Ja, med omvendt fortegn. Den ultimative hævn, syntes hun sikkert. Og som hun forklarede veninderne ‘jeg har jo også mine behov! Men jeg vil ikke have ham tilbage. Det er meget sjovere på den her måde’.

Men altså Bjarne kom ikke til begravelsen. Med garanti fordi hende den anden krampe, det gamle ‘sidespring’, kællingen, hans nuværende kvinde havde sagt, han ikke måtte. I årevis havde hun levet i en tro om, at Bjarne var hendes og kun hendes. At hun havde vundet Bjarne fra Anna dengang og for altid. Men en skønne dag gik det op for hende, at i virkeligheden var det bare sådan at Bjarne altid havde været og stadig var Annas. Også i dag, hvor hun nu var helt kold, men ikke fik lov til at sige farvel til ham en sidste gang.