Fuck jer lige så!

(det her lille 'skriv' skrev jeg efter én af mine Facebook-venner havde skrevet det fedeste morgensure indlæg på FB. Nappede hendes tekst og gjorde den til min egen).

Den her går ud til alle de fortravlede, latterlige røvhulscyklister i den københavnske morgentraffik. Må i knalde jeres hjelmløse hipsterhoveder direkte ned i asfalten og krølle jeres bremsefrie studentikose møgcykler til ukendelighed. Det er nemlig meget federe end at komme for sent til medieskolen. Og den går også ud til alle jer midaldrende mænd, som tror i er Bjarne Riis bare fordi I i stramme CSC-bukser er på vej til kontoret med 100 km/t lige bag en 6-årig, der netop har fået sat sadlen op. Og også til de damer med musik, kaffe latte og gigantiske lædertasker og hvad fanden i ellers kan fitte på jeres styr - fuck jer lige så…..

Nå for søren da. Det var der ellers noget af en svada og ikke mindst kraftfulde ord, der kan komme ud af den smukke og blidt udsende kvinde, Caroline. Jeg sidder og griner stille for mig selv og må samtidig lidt genert kigge mig omkring i S-toget. Tror ikke nogen hørte mig. Alle er bøjede over andre Facebook-historier på egen iPhone, iPad eller iBook. Jeg er nødt til lige at læse den én gang til og undertrykker en stærk trang til at læse den højt for alle. Opslaget har en lyd og en rytme og ord, der nærmest trygler om at blive læst op med vred og fyndig stemme. 

Carolines nærmest musiske sans for at sætte ord sammen er temmelig misundelsesværdig. Elsker den slags ord og elsker i virkeligheden også at få folk til at grine. Hvad er det mon for et behov? Det må jeg en dag tale med min kloge nevø om. Han har skrevet et utal af fyndige og kraftfulde tekster til diverse shows og sitcoms. Han har tæft for det morsomme. Tæft for at sætte gang i en debat med sine ofte provokerende og ikke nødvendigvis populære synspunkter. Og han gør det tit og til manges grænseløse irritation. HAN tør nemlig tage bladet fra munden. 

Kigger diskret rundt på mine medpassagerer, som om jeg søger en accept af min usagte anmodning om at få lov til at more dem lidt, den her propfyldte mandag morgen. Men jeg får ikke øjenkontakt, så jeg siger ikke et ord, men jeg ved, at man på lang afstand kan se, at mine øjne spiller og at de har et frækt gadedrengeudtryk lige nu. Men ingen kigger i virkeligheden. Alle har travlt med eget liv og egne historier.