The Dubliners

Lækker soul-musik i højtalerne og et par smilende unge mænd bag disken. Mere skulle der åbenbart ikke til at overtale Pia og mig til en hurtig kop kaffe inden afgang mod Dublin. Stemningen i terminal 3 var sådan lidt afslappet nærmest doven. Business-drengene dominerede ikke ’gade’-billedet. De holdt vel helt fri mellem jul og nytår. Og kernefamilierne sad enten og så julefilm hjemme i stuen med knas og clementiner eller lå på stranden i Thailand med rige muligheder for massage og anden selvforkælelse i solen. Men Pia og jeg havde helt andre planer. Dublin. Musik og hygge.

Var flad af grin, da jeg kom ned til bordet med de to bægre kaffe til os. Gutten bag disken havde helt klart flirtet med mig. Med MIG! Kunne jo nemt være hans mor. Havde selv været kæk nok til at foreslå ham at finde filmklassikeren ’The Graduate’ med Dustin Hoffman frem, nok filmhistoriens første eksempel på en cougar. - Coo coo cachoo Mrs Robinson, nynnede jeg opmuntret. Sådan en oplevelse, bliver humøret da ikke dårligere af. Flabede knægte. Når de bliver lært op som ’juicer’ er jeg sikker på, at de også får et kursus i hvordan man får kunderne til at føle sig ekstra godt tilpasse. Og skal der flirtes, som en del af den opgave, så flirtes der. Faktisk lidt sjovt. Det er jo bare søde drenge. Kunne ligeså godt være min egen søn, der stod der bag disken. Og han ville også holde meget af noget humoristisk modspil til at give dagen en ekstra dimension.

Mens Pia slår en høj latter op over min mere end levende beskrivelse af min nylige ’købs-oplevelse’, kan jeg ikke undgå at bemærke ham, der har slået sig ned ved nabobordet. Ham igen. Et sjovt tilfælde. Ham har jeg allerede bemærket indtil flere gange her i lufthavnen i dag. Han havde stået lige bag os i bagage drop’en. Kunne på en sjov næsten fysisk måde mærke hans tilstedeværelse. Som om han stod helt tæt op ad mig. Hans varme krop. Hans duft. Greb mig selv i dagdrømme et kort øjeblik. Kom til at forestille mig ham gå bare to skridt op til mig og give mig et langt varmt kram bagfra. Hvor jeg kunne mærke hele hans krop op imod min, mens han gav mig et kys i nakken, på præcis det sted, han ville vide jeg var særlig følsom. Mærkede ham nappe mig i det ene øre og hørte ham hviske ’hej igen’. - Uh, den fantasi, som den har det med at løbe af med mig. Tag dig nu lige sammen, Helle. - Om han var lækker? Aner det faktisk ikke. Tænkte ikke lige over det i øjeblikket. Men der var noget vildt tiltrækkende ved ham. Flere gange havde vores øjne mødt hinanden i køen. Mine brune. Hans blå. Og det var som om, at han ikke ville give slip. Holdt fast i mit blik, næsten som om, han forsøgte at fortælle mig noget uden ord. Hver gang havde det rislet mig ned ad ryggen. Og hver gang, når jeg havde sluppet hans blik og vendt min opmærksomhed tilbage mod Pia, kunne jeg  ligesom mærke hans blik vandre op og ned ad min krop. I sådan et øjeblik gad man bare godt have et par ekstra lange og tynde stænger i et par sexede sorte støvler og en lille velformet numse, så det gode syn var sikret. Men så skal der alligevel drømmes ordentligt igennem, til at mine  bare 164 cm, som der overraskende nok står jeg måler i mit pas., forvandles til lange stænger. Arh, what the hell. Det betyder vel ikke noget 3 cm fra eller til. Altså, når det gælder højden ☺.

Han var stadig med os gennem security, både paskontrollen og scanneren. Jeg måtte sædvanen tro ud og stå med spredte ben og arme. Bipper bare altid. Noget med metalbøjlen i mine yndlingsBH’er. Fik som altid lige en kort skæg snak med hende, der ’mærkede efter’, om jeg havde noget ulovligt metal på kroppen. Husker ikke hvad jeg sagde til hende, men vi måtte begge grine fornøjet. Kan godt lide at dele lidt ud af mig selv og min humoristiske sans, især til de folk, der ellers har en tendens til at blive taget for givet og derfor næsten bliver usynlige i deres arbejde. Som fx dem, der her står og laver jordens vel nok kedeligste rutinearbejde. Og om det er i lufthavnens security eller for den sags skyld i toget, når en hjemløs går igennem kupéerne for at tigge. Det er stort set det samme. Begge grupper af mennesker har det med at forsvinde for folks øjne. Jeg synes jeg er med til at få dem til at eksistere ved at tale med dem, mens jeg fx roder rundt efter mine småpenge. Og hvem ved, der findes måske en historie lige dér, der venter på at blive samlet op af sådan én som mig.

Da jeg inde i den enorme toldfrie butik stort set støder frontalt sammen med fyren fra før. Tager han i samme øjeblik forsigtigt fat i min skulder og albue, kigger mig ind i øjnene og siger med stille dyb stemme, som om det kun var mig, der måtte høre, hvad han sagde ’hov, der var du lige ved at få et kram’. Havde nær sagt ’tak som byder’, men heldigvis var min sædvanlige kækhed forsvundet et kort øjeblik. Men der var en elektricitet i luften. Gad godt lige i det øjeblik, at have haft magten til at få resten af verden til at stoppe op. Fryse i tid og sted. Ligesom man ind imellem ser det på en film. Så ville det kun have været ham og mig, der eksisterede lige i det øjeblik. Hvad ville jeg have gjort? Jeg ville have krøbet ind i hans favn. Listet min arme ind under hans bløde sweater. Ladet mine hænder glide op af hans bare ryg. Ind over hans brystkasse. Ville lige have sikret mig varm og lækker kropskontakt af første grad. Så ville jeg have kærtegnet hans ansigt med begge mine hænder. Ladet min pegefinger tegne omridset af hans læber. Stillet mig op på tåspidserne for at plante et langt varmt kys på hans mund. Et kys han gengælder og kun modvilligt giver slip på. - Og i samme øjeblik jeg slipper hans favntag vil verden igen begynde at bevæge sig. Ingen har set eller mærket vores lille intime mikro-begivenhed. Vi smiler, nikker kort til hinanden og går i hver sin retning. Han ned mod kasserne. Jeg skal lige over og kigge på Dior’s cremer.

Og nu sidder han så også på Joe & The Juice. Tæt på vores bord, selvom der er nok af borde at tage af denne sene december aften mellem jul og nytår. Han rejser sig et par minutter før os. Kommer helt hen til vores bord. Bøjer sig ned mod gulvet og samler mit boarding pass up, som jeg tilsyneladende har tabt. Han kigger på det og siger. Dublin sæde 10E? Jeg har 10D. Vi skal da vist følges ad. Før vi får set os om, begynder snakken lystigt mellem den ukendte, Pia og jeg. Han præsenterer sig som Mark. Han skal til Dublin for at besøge et par venner, og så skal de ellers ud og nyde noget af al den hyggeligt irske musik i Dublin. De plejer at fejre nytår sammen, men siden vennerne er flyttet til Dublin, er det blevet tradition, at de ses et par dage her i mellemjulen i stedet. Lyder hyggeligt. Han er hyggelig. Virker som en helt igennem rar mand, men med et legesygt og lidt fræk blik i øjnene. Holder af mange af de ting, jeg også sætter pris på.  En god film. Vi får lang tid til at gå med at rose den nye franske film ’De Urørlige’ til skyerne. Har tilsyneladende gjort et ligeså stort indtryk på ham som på mig. Vi har læst mange af de samme bøger, og har derfor også bud på, hvad den anden så skulle tage at læse i næste omgang. Musiksmagen stritter for ham som for mig i alle mulige retninger. Kan lide lidt af hvert. Men nu er det Dublin, folkemusik og The Dubliners, som er målet. Desværre skal de ind og se koncerten dagen efter os. Vi har bordrække 2 midt for den 28. december. Deres pladser er næsten lige så gode, men altså til dagen efter. – Tænker helt automatisk ’ærgerligt’.

Det tog ingen tid at gå gennem lufthavnen ud til gaten, ind i transitten og ud til flyet, for munden stod ikke stille på nogen af os. Vi lignede 3 gode venner, der var på vej på eventyr. Vi fandt vores pladser. Pia en vinduesplads. Jeg i midten og Mark ud til gangen. Flyet lettede. Pia faldt hurtigt i søvn. Hun havde også været på arbejde meget tidligt om morgenen. Så Mark og jeg havde tiden til os selv. Til at snakke og ind imellem kigge hinanden dybt ind i øjnene. Til at røre ved hinanden, bare lidt og helt som to rigtig gode venner ville gøre det. På et tidspunkt, mens jeg taler nok så lystigt derud af om et par fede koncertoplevelser, jeg havde haft samme efterår med et århusiansk cover band, der hedder Queen Machine, lægger Mark hovedet lidt på skrå. Rækker den ene hånd ud efter mig og fjerner et lille hår, der har fundet vej til min mund. Idet han med et pincetgreb forsigtigt fjerner håret, finder hans fingre igen tilbage til mine læber. Kører en pegefinger hen over og siger med hæs stemme ’jeg skal bare lige mærke, hvor bløde dine læber er’. Mærkeligt nok føles det helt naturligt, og kommer i respons til at bide lidt i hans pegefinger og suger helt forsigtigt på det yderste fingerled. Mark’s blå øjne begynder at svømme hen og blive ufokuserede. Udstøder et lille stille åhhh, kigger mig igen dybt ind i øjnene og siger til mig: Du ved godt, at vi kender hinanden allerede ikke?