Et halvt år efter

Ramme:
Skriv om en situation, der udspiller sig et halvt år efter

Den skarpe forårssol varmer gennem ruderne. Varmer mig. Forsøger at tø min ret så gennemkolde og formørkede vintersjæl op. Forsøger måske også at overbevise mig om, at alt nok skal blive helt godt igen? At lyset findes? Glæden? Jeg sidder med lukkede øjne henne i min yndlingskrog og lader varmen brede sig lige så stille. Minder mig om vores mange hygge-søndage på gulvet under tæppet og med en film i TV. Ind imellem en god film, masser af dårlige. Men en søndag sammen med dig var altid perfekt. Jeg fornemmer dig i rummet. Mærker din duft. Din varme hud mod min og dine dovne, lidt bitre tobakskys på mine læber. Jeg ville give alt for et af de kys lige nu.

Tiden er gået forbavsende hurtigt siden du forsvandt. De seks måneder uden dig er som fløjet afsted. I starten mærkede det som om, at tiden havde tænkt sig at gå helt i stå. At den ville fastholde mig og alle mine mørke og vrede tanker. Ikke give mig en chance for at frigøre mig for dets stærke og kvælende greb om mit gennemsyrede hjerte. Kan selvfølgelig godt se nu, at jeg alligevel ér kommet videre siden dengang. Men jeg vil under alle omstændigheder aldrig helt kunne forstå, hvorfor du skulle videre. Hvorfor du ikke blev her hos mig. Nu hvor vi endeligt langt om længe havde fundet den perfekte kæreste-formel.

Jeg åbner øjnene igen. Smiler til dit foto på væggen og tapper koden ind på min iPad. Tænk, hvor ville det være dejligt at finde en hilsen fra dig dér. Leder lidt på må og få. Hotmailen. Facebook. Klikker ind på historikken og finder tilbage til den 27. september 2014. Læser min update fra den dag….

Sidder her og tænker på Søren. På hvor højt vi elskede hinanden, på hvor højt jeg elsker ham. Han mangler. Hans natlige opkald, vores mange snakke i løbet af dagen, mine weekender hos ham. Han elskede sangen ‘If tomorrow never comes’. Vi var rigtig gode til at fortælle hinanden hvor højt vi elskede hinanden. En sang der tit bliver spillet i disse dage er Rasmus Seebachs ‘Fri’. Den siger alt om Sørens alt, alt for tidlige død. Jeg ved godt, at der ikke er nogen der kan tage den her smerte fra mig og det ønsker jeg heller ikke. Søren er hver en tåre værd, al smerten. Jeg vil have lov til at græde, jeg vil have lov til at sørge uden hele tiden at få at vide af velmenende folk, for det er velment ved jeg, at det går over, for det kan jeg sgu ikke se lige nu...